Søndag 6. oktober kl. 11.00 åbnes dørene til “Design & Fashion” i den store rå Torvehal i Sporbyen Scandia

 

Arrangementet henvender sig til alle der elsker design, mode og håndværk. Det er første gang der afholdes designmarked i Randers. Holdet bag har de sidste par måneder været i fuld gang med at booke stande ind og promovere begivenheden på facebook og instagram, og på søndag står de klar til at tage imod gæsterne.

“Vi er meget overvældede over den store interesse for vores første designmarked, og vi er meget taknemmelige over alle dem der har booket stand, der er både lokale, og nogle der kommer langvejsfra,” siger Dorte Rasmussen, der er initiativtager til begivenheden, og tidligere har stået bag “Shoppe & Modemekka”.

Hendes hold består af Benny Ray, manden bag SCI-FI-CON, Majken Hansen, loppe- og retroentusiast og indehaver af Sisters Retro, og Diana Vistoft, der også har været en stor del af  “Shoppe & Modemekka.”

Målet var at komme op på 25-30 stande, men det er endt med at over 65 forskellige designere, iværksættere og kunstnere har meldt deres ankomst, og der er dermed meldt udsolgt af stande. Udover at man kan komme og lade sig inspirere ved alle standene på dagen, bydes der også på et par udstillinger samt mad og loungemusik ved DJ Jakob Kjær og der vil være et loungeområde opbygget af My Stack pallemøbler, hvor man kan sidde og slappe af.

“Vi ønsker at skabe noget vi endnu ikke har set i Randers, og udover der er noget inspirerende at kigge på, skal der samtidig også være den rette stemning,” fortæller Dorte Rasmussen.

Arrangementet finder sted kl. 11-16 i Torvehallen i Sporbyen Scandia på Udbyhøjvej 66. Det er gratis for børn op til 11 år.