Et flertal i Randers Byråd vedtog i går en bevilling på 5,2 mio. kroner til at færdiggøre Hal 4 ved Arena Randers. Det blev vedtaget, at den ekstra bevilling ikke må belaste breddeidrætten.

Det er Randers Idrætshaller, der har ansøgt om pengene på grund af en merudgift i forbindelse med byggeriet af den nye hal.
Randers Kommune stiller desuden en garanti på 10 mio. kr. i forbindelse med, at totalentreprenøren har rejst en voldgiftssag med et samlet krav på 12 millioner kroner.

27 stemte for at bevilge midlerne til Hal 4. Fire af byrådets medlemmer stemte imod (Enhedslisten, Velfærdslisten, Beboerlisten og Radikale Venstre).