Tre såkaldte ambulancebaser i Region Midtjylland kan med fordel flyttes så responstiden bliver forbedret.

Det gælder blandt andet i Norddjurs- og Syddjurs.

Basen i Ørsted foreslås flyttet til Allingåbro og samtidig skal beredskabet i Stabrand ved Tirstrup flyttes til Kolind.

Sagen er netop behandlet i regionens hospitalsudvalg.

Desuden foreslås en såkaldt sovebase i Ryomgård og en hvilebase i Fjellerup og Havndal nedlagt. Til gengæld skal der være fremskudte placeringer med sovebaser i Gjerlev, Glesborg og Hadsten.

I Randers er det tanken at flytte et af de fire ambulanceberedskaber fra Randers N til syd for åen.

Det vil sikre en lavere responstid i blandt andet Vorup og Kristrup.