Mandag den 21. oktober åbner et nyt motionstilbud i Spentrup Hallerne.

I regi af ‘Bevæg dig for Livet’ i Randers Kommune har Spentrup IF i samarbejde med DGI taget initiativ til at arrangere ´Idræt om dagen´ for seniorer over 60 år.

Alle interesserede inviteres i første omgang til et informationsmøde.

De efterfølgende tre mandage er der så mulighed for at afprøve forskellige motionstilbud. Det kunne f.eks. være floorball, badminton, bordtennis, gåfodbold eller volleyball.

Siden den 1. marts har Randers Kommune været visionskommune for ‘Bevæg dig for livet’. Det indbefatter, at kommunen i en 5-årig periode vil arbejde målrettet med at få flere fysisk aktive borgere.