Når skoleelever fra 4., 5. og 6. klasse i Randers starter på deres nye fritidsaktivitet efter efterårsferien, er der ikke tale om en “almindelig” aktivitet som fodbold, ridning eller spejder.

Flere børn har i stedet valgt at bruge deres fritid på at grave sig ned i naturvidenskabens nørdede verden. Igennem 7 uger skal de arbejde som forskere.

Det er andet år i træk, at det er muligt for skoleelever fra Randers Kommune at melde sig til Videnskabsklubben, som er et gratis fritidstilbud, der har til formål at sprede begejstring for naturvidenskab.

I alt får 32 børn mulighed for at blive såkaldt “miniforsker” i Videnskabsklubben.