En 35-årig mand fra Randers er ved Retten i Randers blevet idømt fire et halvt års ubetinget fængsel for at have besiddet næsten tre kilo amfetamin, som han ville videreoverdrage til en større personkreds.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Manden blev den 25. september standset af politiet, da han kørte på Hobrovej i Randers.

I bilen lå der 2,98 kilo amfetamin, og den 35-årige blev derfor anholdt på stedet. Politiet valgte efter fundet også at ransage mandens bopæl, hvor de fandt en mindre mængde amfetamin.

I retten erkendte den 35-årige, at han ville overdrage amfetaminen til en anden, ligesom han erkendte, at han havde solgt i alt 132 gram amfetamin af flere omgange gennem det seneste år.

Den 35-årige modtog dommen.