Da Niels Hausgaards billetter til den nye turné, ‘Du ved, hvad jeg mener’, gik i salg i fredags blev billetterne revet væk på ingen tid – nu er der ekstra show

 

Værket kan dog nu offentliggøre, at det er lykkedes at lave en aftale med Niels Hausgaard om at få endnu en show-dag på den ellers totalt bookede turné i foråret. Torsdag 26. marts stopper Hausgaard endnu en gang på Værket.

Og Niels Hausgaard har et ganske særligt forhold til at spille i Randers, fortæller han:
“Jeg glæder mig rigtig meget. Det er et af landets bedste rum. Jeg tror, jeg har sagt det fra scenen hvert år, for jeg bliver hver gang så overrasket over, hvor rart der er at spille. Det er lidt som at komme i en seng med rigtig godt sengetøj. Hvilket selvfølgelig ikke rigtig kan overgås”, siger han.

Billetsalget starter tirsdag 5. november kl. 11.00. Max seks billetter pr. kunde.