En ny mobil højvandsdæmning skal beskytte Tøjhushavekvarteret i Randers i forbindelse med stormflod.

Dele af den 110 meter lange, mobile dæmning blev i fredags rullet ud og demonstreret for ansatte i Randers Kommune.

Ved varsel om stormflod skal den rulles ud i Toldbodgade, hvor en gammel mur er i så dårlig stand, at den ikke længere kan holde en stormflod ude af det lavtliggende Tøjhushavekvarter.

Dæmningen skal dermed lukke et potentielt hul i den nuværende stormflodsbeskyttelse, som blev etableret omkring år 2000.