I går eftermiddag fik politiet en anmeldelse om, at der var kastet grøn maling på en bygning på Rådmands Boulevard i Randers .

Bygningen har, som en del af arkitekturen, en stor Davidsstjerne placeret på facaden, og malingen var kastet på muren lige ved siden af stjernen. De nærmere undersøgelser viste, at malingen sandsynligvis er påført i løbet af lørdagen, hvor også en jødisk gravplads i Randers blev udsat for hærværk med grøn maling.

Østjyllands Politi efterforsker sagerne samlet og har allerede foretaget en række efterforskningsskridt blandt andet i form af tekniske undersøgelser og afhøring af vidner.