Onsdag 13. november kommer Israels ambassadør Benny Dagan på besøg i Randers sammen med sin hustru Irit Dagan. Sammen med borgmester Torben Hansen besøger ambassadøren den jødiske begravelsesplads på Østre Kirkegård

 

“Vi ser frem til besøget, og vi vil sammen besøge den jødiske begravelsesplads, hvor arbejdet med at restaurere gravstenene er gået i gang. Her i Randers er vi enige om at værne om vores fællesskab og derfor selvfølgelig også den jødiske begravelsesplads. Det gør ondt at se, at nogen kan finde på at såre andre ved at skænde gravsten og begravelsespladser. Det tager vi skarp afstand fra,” siger Torben Hansen.

Lørdag 9. november – på 81 året for krystalnatten i Tyskland – blev 84 gravsten på den jødiske begravelsesplads på Østre Kirkegård i Randers overhældt med grøn maling ligesom der blev væltet gravsten. Begravelsespladsen er fra 1806-1807, og i alt 358 er begravet her. Den sidste begravelse var i 1980erne. Det er en af landets ældste jødiske begravelsespladser.

 

Bekymrende

“Det var et rystende syn, og en fej og ussel handling. Min sympati går til både efterladte, som har oplevet, at deres kæres gravsten blev ødelagt og til det jødiske trossamfund. De skal vide, at vi er mange, der står side om side, og netop derfor er det vigtigt, at vi også viser det,” siger Torben Hansen.

“Det er meget bekymrende og trist, hvad der har ramt Randers og resten af Danmark i den forgangne weekend. Jeg havde alligevel ikke ventet, at hærværk og chikane mod danske jøder kunne ske i sådant et omfang. Jeg er glad for, at Randers’ borgmester Torben Hansen straks fordømte hærværket mod Østre Kirkegård, samt, at myndighederne tager alvorligt hånd om sagen. Det er tydeligt, at der er brug for at gøre mere når det kommer til uddannelse, lovgivning og fordømmelse omkring stigende antisemitisme i Europa,” siger Benny Dagan, Israels ambassadør i Danmark.

Ambassadør Benny Dagan, hans hustru Irit Dagan og Torben Hansen samt kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt besøger den jødiske begravelsesplads onsdag 13. november kl. 11.15. Her bliver de modtaget af kirkegårdsleder Thue de la Cour. Herefter byder Randers Kommune parret på frokost.