100.000 kroner og en uges arbejde.

Det er en bekostelig og tidskrævende opgave, der er igangsat, efter at 84 gravsten i weekenden blev overmalet eller væltet på den jødiske gravplads på Østre Kirkegård i Randers.

Det oplyser daglig leder af Nordre og Østre Kirkegård, Thue De La Cour, til TV2 Østjylland.

Gravstenene bliver nu renset med et rensemiddel, der skal trække malingen ud af stenene.

To mænd er sat til at løse opgaven, og Thue De La Cour forventer, at det vil tage en uges tid at fjerne malingen fra alle 84 sten.