Organisationen Den Nordiske Modstandsbevægelse, som er kommet i fokus efter hærværk mod jødiske grave, står for rendyrket nazisme.

Det vurderer Tina Wilchen Christensen, antropolog og forsker i ekstremisme ved Aarhus Universitet.

– De har det gamle nazistiske budskab med, at det onde kommer fra jøder og jødedommen, forklarer hun.

Forskeren peger på, at gruppen adskiller sig fra andre højreekstreme bevægelser ved at den dyrker den gamle nazisme. Mens andre højreekstreme også har meget fokus på islam, så er Nordfront mere rendyrket nazisme, mener hun.

To mænd blev onsdag varetægtsfængslet for hærværket i Randers.

En af de anholdte er 38-årige Jacob Vullum Andersen, som er leder af en afdeling af organisationen Den Nordiske Modstandsbevægelse – også kaldet Nordfront. Både Jacob Vullum Andersen og den anden anholdte nægter sig skyldige.