Mogens Friis har arbejdet på Østre Kirkegård i Randers siden 2006. Natten til lørdag – på 81-årsdagen for Krystalnatten – blev der begået hærværk mod 84 jødiske gravsteder på kirkegården.

– Det er sårende for de mennesker, det går ud over, og det er respektløst. Det er da ligegyldigt, om man er gul, grøn eller blå, eller hvad man tror på, siger Mogens Friis til Fagbladet 3F.

Men det er ikke en episode, der har gjort ham bange for at tage på arbejde igen.

– Det skaber ikke utryghed på arbejdet. Jeg synes bare, det er nogle idioter, der gider bruge krudt på sådan noget. Længere er den ikke for mig, siger han til bladet.