Torsdag den 14. november blev det årlige Randers Business Awards afholdt. Det blev til en festlig aften med uddeling af priser til 12 stolte og rørte vindere.

Der var lagt op til et brag af en fest, da 375 mennesker i højt humør var samlet i Thor Loungen til Randers Business Awards 2019 den 14. november.

I alt 12 priser blev uddelt i løbet af aftenen, og der var tre nominerede til hver pris. Det betød dog ikke, at det kun var vinderne, som fik noget med hjem.

Prisen Årets Hæder, der blev uddelt af Radio ABC Gruppen, gik til ejendomsmægler Helle Gade, som blev meget rørt over at modtage den flotte pris. Alle de nominerede til Årets Hæder modtog desuden en gavecheck til markedsføring på 30.000 kroner, for som direktør Ole Søndergaard sagde til awardshowet: – I er alle tre vindere.

Hyldesten til det lokale erhvervsliv blev en fantastisk aften med god stemning, underholdning i topklasse med trioen HabenGoods og lækker mad leveret af en af sidste års vindere ved Randers Business Awards, Frederiksberg Kødforsyning.

Hele showet blev bundet sammen af konferencier Bo Ørris fra Radio ALFA, som med overskud og sikker hånd sørgede for et godt flow og en god aften.