I Landdistriktsudvalget sætter vi stor pris på vores samarbejde med forsamlingshusene i vores fantastiske landdistrikt. Forsamlingshusene er ofte knudepunkter i vores mindre samfund uden for storbyen og derfor helt centrale i udvalgets arbejde med landdistriktet. Derfor gav det også god mening, at byrådet nyligt besluttede at samle hele forsamlingshusområdet (drift og udvikling) under netop vores udvalg. Det udvidede samarbejde gav anledning til, at udvalget og forsamlingshusene onsdag 13. november afholdte vores første dialogmøde. Og sikke et møde det var. Sikke en entusiasme, sikke en virkelyst og sikke en opbakning til mødet. Det tegner godt for det fremtidige samarbejde, og jeg kan på udvalgets vegne sige, at vi glæder os enormt meget til vores videre samarbejde, og vi ser frem til, at vi sammen skal arbejde med, at bringe forsamlingshusene ind i fremtiden. Jeg kan med sikkerhed sige: “Vi ses derude”. For de uindviede kan det nemlig siges, at vi i udvalget kender kommunens 42 forsamlingshuse ganske godt. Ofte foregår vores udvalgsmøder nemlig netop i forsamlingshusene, da vi i udvalget længe har haft for vane at afholde hvert andet udvalgsmøde ude i landdistriktet. Ude hvor der er højt til loftet, natur i baghaven og mange ildsjæle der gør en forskel for deres lokalområde.

 

Lars Søgaard
Medlem af Randers Byråd (V)
Formand Landdistriktsudvalget