Der er ros fra landets Udlændinge- og integrationsminister til et samarbejde i Randers.

Det drejer sig om initiativet, hvor Randers Kommune for at sætte ekstra skub i integrationsuddannelsen (IGU) har indgået et samarbejde med Randers FC Jobakademi.

Det har Mattias Tesfaye noteret sig, og han skriver på Twitter.

-Som AGF’er piner det mig virkelig at måtte sige dette. Men FLOT ARBEJDE og mange tak til Randers FC og Randers Kommune.

Kommunen har forpligtet sig til at henvise mindst 25 flygtninge eller indvandrere, som er interesserede i et IGU-forløb, til Randers FC Jobakademi.

Herefter vil akademiet afsøge mulighederne for elevforløb hos lokale virksomheder gennem sit sponsornetværk.