I weekenden begynder julen for alvor i Randers. Her tændes det store juletræ på Rådhustorvet, og man kan finde julemarkeder og andre juleaktiviteter over hele byen

 

På fredag 29. november holder Randers City julestart, og traditionen tro kommer Julemanden og Julemor sejlende til Dronningekajen klokken 16.30, hvorefter de samlet går med alle de fremmødte børn til Rådhustorvet og tænder det store juletræ. Samtidig tændes også de mange tusinde julelys rundt om i gaderne. Efterfølgende vil Muddi og Salamidrengene sparke julen i gang med masser af god musik for hele familien på Rådhustorvet.

Man kan også besøge julehytterne på Rådhustorvet, der står klar til at bringe julestemning med friskbagte vafler, gløgg, varm kakao og æbleskiver.

Julestarten falder igen i år sammen med Black Friday, så byens butikker holder åbent til klokken 22.00.

Randers Storcenter har også masser af juleaktiviteter på programmet i ugerne op til jul. Man kan blandt andet møde julemanden, se den flotte juleudstilling, klappe et rigtigt rensdyr, høre Randers Nisserne spille, opfylde et juleønske fra Ønsketræet og meget mere.

 

Black Friday

I år falder julestart i Randers City sammen med Black Friday fredag 29. november, og det fejrer butikkerne i City og i Randers Storcenter med masser af gode tilbud og lang åbningstid helt til klokken 22.00.

Black Friday er en amerikansk traditionen, der ligger dagen efter den amerikanske helligdag Thanksgiving. Ifølge Wikipedia betragtes Black Friday som begyndelsen på julehandlen, da mange butikker på denne dag har ekstraordinære tilbud.

 

Julehygge i Randers City

I Randers City fejres julestart og Black Friday med et besøg af Julemanden og Julemor, som kommer og tænder byens store juletræ samt alle de andre magiske julelys midtbyen. Efterfølgende vil Muddi og Salamidrengene sparke julen i gang med masser af god musik på Rådhustorvet for hele familien.

Resten af dagene op til jul er der masser af aktiviteter i byen: Igennem de gamle smukke gader kan man tage en tur med hestevogn.  Hestevognen kører torsdag, fredag, lørdag og søndag i hele december.

Hver weekend i december kan man også møde Julemanden og Julemor i Randers City. Adventssøndage klokken 10.30 kan børnene hjælpe Julemanden med at tænde adventskransen i bunden af Torvegade. Efterfølgende inviterer Julemanden og Julemor til juletræsdans på Rådhustorvet og uddeling af julegodter til børnene.

Derudover kan man traditionen tro naturligvis også møde de glade spraglenisser, der spreder glæde, hygge og julestemning i gaderne.

Søndag 8. december klokken 12.00 kan man lægge vejen forbi Dytmærsken og få en skål varm og duftende risengrød, når Beredskabet og Randers City inviterer til Risengrødensdag.

Fredag 13. december kan man opleve julelys, hygge og stemning, når Randers City inviterer til Christmas Night med åbent til klokken 22.00. Her er brændte mandler, hestevognstur, gospelkor og spraglenisser. Der er også Lucia optog igennem byens gader, og man kan få taget et billede i Julemandens stol.

I december er der også mulighed for at opleve Randersnisserne, Marinehjemmeværnets Tamburkorps, Melissa og Victoria fra MGP.

 

Julehytterne på Rådhustorvet

I skæret fra byens julebelysningen kan man i december finde julehytterne på Rådhustorvet, der står klar til at bringe julestemning med friskbagte vafler, varm gløgg og æbleskiver, varm kakao med frisk fløde, julemedister, karrypølser, dagens suppe og alt det, der hører julen til.

I julehytterne kan der også findes et bredt udvalg af delikatesser fra lokale producenter for eksempel spegepølser, honning, bolsjer mm.

Men denne årstid kan jo også byde på så meget mere end bare gløgg og æbleskiver, så derfor kan man i julehytterne opleve jul i alle former og farver. Alt lige fra pyntegrønt og juletræer til lokale kunsthåndværkere og producenter, der vil stå klar med det bedste fra deres hylder.

Man kan læse mere om de forskellige juleaktiviteter på Randers Citys hjemmeside.

 

Jul i Randers Storcenter

Der er også masser af aktiviteter i Randers Storcenter frem til jul – både indenfor og udenfor.

Fredag 29. november går centret i “sort” og fejrer Black Friday med masser af gode tilbud, så der er mulighed for at kickstarte juleindkøbene med økonomiske fordele og finde de helt rigtige gaver til hele familien. Specialforretningerne i Randers Storcenter holder åbent fra klokken 8-22 denne fredag og Bilka fra klokken 6-24.

Frem til jul kan man se årets juleudstilling, som lægger op til masser af eventyrlige tanker med nye nisser på besøg. I årets juleudstillingen har de mekaniske nisser alle navne og en historie, og igen i år kan man få et gratis nissehæfte, så man kan læse om de forskellige nisser – og lave sjove nisse-opgaver. I udstillingen er der igen i år også en mini bio, hvor børnene kan tage et hvil imellem julegaveindkøbene.

Der er også mulighed for at smage på forskellige jule-lækkerier gratis på Centertorvet. Det sker hver fredag fra klokken 16-18. Her kan man besøge de fine diske midt i den hyggelige juleudstilling og smage for eksempel mandariner, juleøl, spegepølser, gløgg, julekager, jule-te og andet.

Det er blandt andet centrets restauranter, der står bag samt flere forskellige leverandører.

På Centertorvet kan man også møde Julemanden, og man kan gå en tur med ham i hans optog om søndagen. Julemanden har altid godter med, og han bytter selvfølgelig gerne sutten for en bamse, når han sidder i sin stol.

Traditionen tro kan man opleve Randers Nisserne, der spiller Juletrut hver lørdag eftermiddag og søndag morgen frem til jul. Man kan følge optoget rundt i centret og lytte til den skønne julemusik. Søndag morgen går julemanden også med rundt i optoget. Randers Nisserne er garanti for hyggelig julestemning, så kig ud og nyd den dejlige julemusik.

Hvis man er til gode julesange, så kan man kigge forbi Centertorvet søndag 15. december klokken 13-15, hvor koret Spicy Voices optræder. Det er et blandet kor bestående af 28 medlemmer fordelt på op til otte stemmer. Koret har base i Thorsø og har et alsidigt repertoire, som omfatter blandt andet pop, rock, jazz og gospel. Denne eftermiddag sørger koret for en festlig julestemning på

Centertorvet.

 

Rensdyr og Ønsketræ

Nu er der en enestående mulighed for at opleve rigtige rensdyr på helt tæt hold. Randers Storcenter har nemlig sørget for, at to af julemandens rensdyr gæster Randers søndag 1. december. Her bliver der rig mulighed for at tage fotos, klappe og kæle de to søde rensdyr. Den flinke nisse holder opsyn og sørger for, at alle får lov til at se, røre og tage fotos.

Rensdyret er et meget specielt dyr, som man altid forbinder med julen. Det var ikke Rudolf, som vi alle kender, men derimod rensdyrene Dancer og Dasher samt deres seks rensdyrvenner, som blev venner med julemanden første gang for mange år siden. Det skete, da amerikaneren C.C. Moore i 1823 udgav digtet ”A visit from St. Nicholas”, hvor han lod Julemandens – eller rettere St. Nicholas´ – kane blive trukket af otte rensdyr.

Man kan møde rensdyrene udenfor centret ved Bilka indgangen søndag 1. december fra klokken 11-13.

Med Randers Storcenters Ønsketræ opfyldes igen i år juleønsker. Træet er pyntet med kuverter indeholdende juleønsker fra børn, der er anbragt uden for hjemmet. Ønsker man at gøre et barn ekstra glad, kan man tage en kuvert fra træet og købe gaven, som barnet ønsker sig – alle ønskerne koster maks. 200 kroner, og man skal aflevere gaven senest søndag 8. december i INFO-boden på Centertorvet. Herefter sørger Randers Storcenter for, at alle gaverne kommer ud til de rette børn inden jul, samt at alle børnene får deres ønsker opfyldt.

Tidspunkter for Julemandens besøg samt nærmere beskrivelse af samtlige juleaktiviteter kan ses på Randers Storcenters hjemmeside.