Østjyllands Politi søger vidner til en episode i Randers torsdag den 21. november, hvor en BMW jagtede en Audi i høj fart.

Den voldsomme kørsel fandt sted omkring Infanterivej/Glarbjergvej/Nørrebrogade ca. klokken 15.15.

Biljagten efterforskes i forbindelse med en personfarlig sag, som Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke kan fortælle om af hensyn til efterforskningen.

Særligt BMW’en er politiet interesseret i at få nærmere oplysninger om. I bilen sad formentligt to mænd.

Har du set biljagten, eller har du oplysninger om BMW’en eller de to mænd, så hører Østjyllands Politi meget gerne fra dig via tlf. 114. Ifølge politiets oplysninger skulle en ældre kvindelig hundelufter blandt andet have set episoden.