Randers HK’s ligahold risikerer at blive opløst efter nytår.
Det fortæller klubbens bestyrelsesformand Henrik Schaar, der forklarer, at det hele bunder i økonomi:

– Hvis ikke vi når de 3 millioner inden jul, så kæmper vi videre henover jul, men vi skal have en afklaring inden nytår, siger han.

Klubben fik ikke de forventede indtægter i sidste sæson og har derfor besluttet at sælge folkeaktier i klubben.

Men Randers HK får travlt, hvis klubben skal nå målet for aktieudvidelsen for at sikre, at der kommer styr på likviditeten og for at få skabt et kapitalgrundlag for de kommende sæsoner. Klubben mangler endnu ca. 800.000 kroner inden nytår.