Juletiden kan være svær for socialt udsatte borgere. Perron 4 er et socialt værested, og i december emmer huset i Jernbanegade af aktivitet. Det gælder især, når værestedet serverer julemad og arrangerer julebanko for husets brugere

 

Huset er fuldt, og der er bomstille om bordene. Bankotallene bliver læst op i jævnt tempo fra Kurt Marcussen, som er en af værestedets ansatte. Folk sidder tæt og pludselig lyder “Banko!” fra en glad deltager, som efterfølgende modtager sin præmie.

“Det er godt at være til julearrangement her på Perron 4. Stemningen er cool, der er ro på og fællesskabet er hyggeligt. Jeg har haft fuld plade to gange, og jeg byttede den kaffe, jeg fik, til noget julepynt. Der er masser af gode gaver,” fortæller Jan Baumann Simonsen, bruger af Perron 4.

Værestederne i Randers fungerer som fristed for mennesker med særlige sociale problemer. Et udsat liv og med et eventuelt misbrug er på alle måder hårdt – både fysisk og psykisk. Derfor er der stor opbakning til værestedet, hvor der er gratis sponsoreret julemiddag for stedets brugere inden bankospillet.

“Banko kan noget, man kommer hinanden ved i flere timer, og det gør noget for sammenholdet. Dem der kommer her er glade og tilfredse, og de vinder ting de kan bruge. Folk er taknemmelige,” fortæller Kurt Marcussen, medarbejder på Perron 4.

Blandt sponsorerne til bankopræmierne og mad er Rotary Randers Vestre og Lagersalg Bahne.

 

Fakta

Perron 4 er et uvisiteret værested i Jernbanegade, der har åbent alle ugens syv dage for borgere over 25 år med særlige sociale problemer som hjemløshed, psykiske problemer og ensomhed.