Januar 2020 er startskuddet på en målrettet indsats for at udbrede og bidrage til FN’s 17 verdensmål i Randers Kommune

 

Kampagnen “Randers for målene” skal gøre verdensmålene synlige, relevante og konkrete for både borgere, offentlige institutioner, erhvervs- og foreningsliv.

Kampagnen skal for alvor sætte verdensmålene på dagsordenen i Randers og understøtte, at bæredygtig udvikling bliver en integreret del af hverdagen.

Det sker blandt andet, når kommunen i samarbejde med lokale aktører og den landsdækkende kampagne “Danmark for Målene” afholder et stort lokalt folkemøde 29. maj.

Her får Randers og omegn muligheden for at opleve, diskutere og få kendskab til verdensmålene i en lokal sammenhæng.

“FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling er vor tids vigtigste plan. Vores fremtid og effekterne af blandt andet klimaforandringerne vil betyde, at vi kommer til at ændre måden, vi forbruger på, driver forretning på, og hvordan vi agerer. Derfor vil jeg gerne invitere alle med på en fælles rejse, hvor vi rækker efter verdensmålene og flytter os i en bæredygtig retning,” siger borgmester, Torben Hansen.

 

En del af fremtiden

Mange af Randers’ store og små virksomheder, organisationer og foreninger er allerede med i front, når det drejer sig om bæredygtig udvikling og at nå FN’s verdensmål. I blandt dem findes også mange af fremtidens løsninger.

Men for mange andre er verdensmålene også noget fjernt og ukendt. Ifølge sekretariatet bag “Danmark for målene” kampagnen, så kender kun en tredjedel af danskerne til målene. I Randers skal det tal langt højere op.

“Vi skal sammen sikre en bedre og mere bæredygtig fremtid for Randers og for hele verden. Det handler om, at vi skal aflevere en bæredygtig verden til næste generation. Det er en helt grundlæggende etisk forpligtelse. Byrådet har derfor besluttet, at vi har en vigtig opgave i at udbrede verdensmålene,” siger borgmester, Torben Hansen.

Ved hjælp af kampagnen “Randers for Målene” skal det blive tydeligt, hvordan Randers i fællesskab kan blive endnu bedre til at efterlade så lille et aftryk på kloden som muligt. Det kræver bl.a. at alle, fra dem, der kan kalde sig eksperter til dem, der er helt nybegyndere, i højere grad engageres i arbejdet og får øje på, hvordan de hver især i deres hverdag kan bidrage til at nå målene, individuelt og i fællesskab.

 

Samarbejde med lokale aktører

Folkemødet den 29. maj vil være en dagsfestival med musik, stande, oplæg og aktiviteter for alle. Folkemødet arrangeres i et samarbejde mellem Randers Kommune, organisationen bag kampagnen “Danmark for Målene”, Global Public, og lokale aktører.

Alle, der arbejder med verdensmålene, og som har en god ide til en aktivitet på Folkemødet, kan deltage som aktør og tilmelde sig aktørmøde på Underværket den 22. januar kl. 15-17.30.

På mødet skal aktørerne bidrage til at udvikle et folkemøde, hvor lokale projekter og indsatser for verdensmålene synliggøres, og hvor alle uanset tidligere erfaring og kendskab kan blive klogere på målene. Aktørmødet skal derudover bidrage til en stærk forankring og bevidsthed hos de lokale aktører og skabe et stærkt, lokalt netværk, der vil samarbejde om at nå verdensmålene.

 

Fakta

FN’s 17 verdensmål skal sikre én bæredygtig verden for alle inden 2030. Det betragtes som vor tids vigtigste plan. Byrådet i Randers vedtog i forbindelse med budget 2020-2023, at kommunen skal gå foran og bidrage til at udbrede de 17 verdensmål sammen med både offentlige institutioner, borgere, organisationer og erhvervsliv. For at nå det mål, er der indgået et samarbejde med nonprofitorganisationen Global Public, der står bag kampagnen “Danmark for Målene”. Samarbejdet skal bidrage til at udbrede verdensmålene i Randers som led i en indsats, der er landsdækkende.

 

Info om kampagnen, aktør- og folkemøde findes på www.randersformålene.dk