Den 24. januar 2020 løber Sportsfejring i Randers Kommune atter af stablen. Fejringen er en hyldest til idrætten i kommunen, og i løbet af aftenen uddeles i alt 11 priser – herunder Talentprisen.

De tre kandidater til netop den har alle gjort sig ekstraordinært bemærket og har formået at repræsentere Randers på både nationalt og internationalt niveau.

”Vi er enormt stolte af endnu en gang at kunne hylde både talenterne, men også frivillige, ledere og foreninger til Sportsfejring 2019. Med hensyn til Talentprisen, så ved vi, at de unge mennesker lægger rigtig mange timer i deres træning og udvikling. Deres indsats fortjener anerkendelse, og vi glæder os til at se en masse glade mennesker til en aften i sportens tegn,” siger Johannes Madsen, der er eliteidrætskonsulent ved Randers Kommune.

Talentprisen uddeles af Samvirkende Idrætsklubber i Randers (SIKR) og går til et talent i alderen 15-23 år, der har markeret sig gennem sine resultater og har været udtaget til repræsentative hold – landshold – i sin aldersklasse.

 

Kandidaterne

Mia Knudsen, Romalt IF

Mia har stjålet mange overskrifter i lokalaviserne i løbet af 2019.

I foråret debuterede hun som blot 15-årig på Romalt IF’s førstehold, og blot et halvt år senere var hun med til at sikre klubben oprykning til landets næstbedste række. Trods sin unge alder og mindre erfaring end mange andre spillere i 1. division formåede Mia at blive topscorer med hele 15 scoringer. Talentet har der aldrig været tvivl om, og allerede som 12-årig blev Mia udtaget til DBU’s ungdomshold. I løbet af efteråret har resten af fodbold-Danmark fået øjnene op for den unge østjyde. AaB og FC Nordsjælland er blot nogle af de storklubber, der har Mia Knudsen i kikkerten.

 

Malene Kejlstrup Sørensen, Randers BMX

Malene er en målrettet og viljestærk BMX-rytter, hvilket også afspejler sig i hendes resultater. I 2019 vandt Malene tre juniorafdelinger af European Cup, hvor hun samlet blev nummer to. Malene Kejlstrup Sørensen vandt ligeledes guld til ungdoms-DM for sjette gang i træk. Ligesom det blev til guld ved de nordiske mesterskaber for juniorer. Hendes engagement og bevidsthed om at blive den bedst mulige udgave af sig selv kommer især til udtryk ved hendes store træningsindsats. Malene tager for eksempel gerne toget fra Randers til København med cykel og fuld oppakning for at træne på en større bane. Malene er også en del af Danmarks Cykle Unions talenthold og har allerede fået sin debut på højeste niveau med eliten. Derudover er det 17-årige BMX-talent netop blevet kåret til Årets Talent hos Danmarks Cykle Union, ligesom hun også er blandt de nominerede til titlen som Årets Sportsnavn 2019 i Randers.

 

Karla Risum, Randers Freja Para-atletik

Karla har kurs mod store resultater indenfor RaceRunning. Hun har siden sin start som 15-årig bevist sit enorme talent og cementeret sig som en af de bedste RaceRunnere både nationalt og internationalt. I 2018 blev hun en del af det landshold, som satser stort på at få para-atleter med til de store slutrunder, og til EM i Berlin blev det til en femteplads og ny personlig rekord. I fjor stod VM i Dubai for døren, hvor Karla løb sig til en fjerdeplads. Ved siden af sin idræt er den 18-årige Karla Risum i gang med en gymnasial uddannelse. Hun viser gang på gang, at et handicap ikke skal have lov at sætte en stopper for, hvor langt hun kan nå.

Fakta om Sportsfejring 2019

For niende gang uddeles der priser i Randers ved den årlige sportsfejring. Det sker fredag 24. januar i Arena Randers. Alle nominerede og involverede er personligt inviteret til fejringen. I år uddeles der følgende 11 priser:

Årets leder

Initiativprisen

Enkelt- og holdpræstation

Holdoprykning

Randers Talent og Elite pris for talentudvikling

Klubpokalen

Rejselegatet

Talentprisen

Ungdomspokalen

Dommerprisen

Årets Sportsnavn

 

Læs mere på: https://www.randers.dk/borger/fritid-og-kultur/eliteidraet/sportsfejring/