Randers Festuge opfordrer nye som tidligere arrangører til at melde sig på banen til årets festuge, der begynder den 7. august. Det er nu, programmet begynder at tage form, og man skal booke pladser og søge om tilskud til ens arrangement

 

Den årlige festuge afholdes med undertitlen ‘Mærk pulsen’. Festugen samler både randrusianere og gæster udefra i et stor fællesskab med alt fra musik, kunst, teater, sport, gastronomi og meget mere.

“Hvert år har Randers Festuge omkring 500 enkeltstående arrangementer. Det er vores ambition, at vi igen i år kan tilbyde et varieret festugeprogram af høj kvalitet med blandt andet musik, kultur og idræt, ” siger borgmester Torben Hansen, der er formand for festugens bestyrelse.

Fundamentet for festugen er den kreativitet, iderigdom og arbejdsomhed, der findes i kommunens stærke kulturliv, i foreningerne, hos virksomheder og borgere.

“Festugen eksisterer i høj grad på grund af det store og fælles engagement, som alle disse arrangører er med til at skabe. Derfor er det vigtigt, at kulturaktører, foreninger m.v. kommer på banen nu, hvis man vil være med til at skabe Randers Festuge 2020”, tilføjer Torben Hansen.

 

De første navne er på plads

Randers Eventsekretariat koordinerer festugeprogrammet og fra sekretariat har eventchef Mette Bertelsen store forventninger til årets festuge.

“Vi ved allerede nu, at Værkets amfiscene for andet år i træk kommer til at blive centrum for mange musikarrangementer, hvor både Johnny Madsen og Lars Lilholt er blevet præsenteret som de første navne. I år vil der desuden i den ene festuge-weekend også være musik på Justesens Plæne. Og netop det åbner op for at bruge området langs Gudenåen, Tronholmparken og Randers Havn endnu mere aktivt i festugen. Derudover vil vi bruge selve midtbyen endnu mere. Det handler med andre ord blandt andet for festugens arrangører om at spille ind med nye idéer til arrangementer, som kan udfylde denne ramme,” siger Mette Bertelsen.

Alle festuge-arrangører skal indtaste deres arrangementer på www.randersfestuge.dk senest 14. juni.

 

Mulighed for økonomisk støtte
Der kan søges om tilskud til afholdelse af et arrangement, hvis arrangementet i festugen er nytænkende, offentlig, ikke-indtægtsgivende eller måske ligefrem underskudsskabende. Ansøgningen skal være Randers Eventsekretariat i hænde senest den 5. april. Nærmere information findes på www.randersfestuge.dk. Årets festuge finder sted i dagene 7.-15. august.