Region Midtjylland indførte i fredags et midlertidigt stop af al testning af ansatte for Covid-19 af hensyn til at friholde kapacitet til patienter.

Men nu er der en ny udvikling.

– Der har vist sig at være en mindre restkapacitet, som gør det muligt at teste ca. 150 sundhedsansatte dagligt, oplyser regionen.

Prøverne bliver reserveret personale med kritiske funktioner i sundhedsvæsenet og vil blive foretaget på de fem akuthospitaler i Region Midtjylland.

– Der er lovning på mere testudstyr, så jeg håber, at der er tale om en midlertidig mangelsituation og at Region Midtjylland inden længe igen kan teste mere personale, som regeringens nye teststrategi lægger op til, siger koncerndirektør Ole Thomsen.