Forældre der udfører samfundskritiske funktioner får nu et særligt tilbud om nød- og døgnpasning i kommunens institutioner i påsken

 

Randers Kommune tilbyder nød- og døgnpasning fra Skærtorsdag 9. april til og med 2. Påskedag mandag 13. april for de familier, hvor forældrene kaldes på arbejde til samfundskritiske opgaver i sundhedssektoren, på ældreområdet, socialområdet, hos politi og beredskab og lignende, og som ikke kan løse udfordringen med pasning med familie og venners hjælp.

“Vi forudser, at der i denne ekstraordinære situation vil være forældre, der også i påskehelligdagene, vil have brug for nødpasning. Det er vigtigt, at vi fortsat understøtter de forældre, der udfører samfundskritiske funktioner. Derfor må vi stå klar, også i de kommende helligdage, til at hjælpe de forældre,” siger borgmester Torben Hansen.

Nødpasningen i perioden fra Skærtorsdag 9. april til og med 2. Påskedag mandag 13. april vil foregå i Børnehuset Bækkestien, og den vil have åbent alle døgnets timer.

“Vi forsøger i videst muligt omfang, at der følger en kendt voksen med fra barnets nuværende institution/skole til nødpasningen i Børnehuset Bækkestien. Vi forventer det ikke, men hvis der er behov for yderligere kapacitet, så kan der også åbnes for nødpasning i andre institutioner,” siger Michael Maaløe, direktør for Børn og Skole.

Forældre, som udfører samfundskritiske funktioner og som har behov for nødpasning i påsken skal henvende sig i den institution eller skole, deres barn normalt går i.  Af hensyn til planlægningen, herunder hvor mange medarbejdere, der skal på arbejde i helligdagene, er forældrene blevet bedt om at give besked snarest muligt og senest tirsdag 7. april.

 

—————————————————————————————————————————-

Har man som forælder behov for at finde flere oplysninger, så findes de under www.randers.dk/corona

 

I nødpasningen bliver det håndhævet, at der maksimalt må være 10 personer samlet på én gang, og alle hygiejneregler overholdes.