Der er vidst ikke rigtig nogle afkroge af samfundet, som coronakrisen ikke påvirker. Idræts- og foreningslivet, der personligt ligger mig meget på sinde, er også hårdt udfordret under nedlukningen af Danmark. Idrætslivet har nemlig vist stort samfundssind, og har reelt lukket endnu hårdere ned end, der blev forlangt.

Jeg er stærkt engageret i, at vores lokale idrætsforeninger, spejdere og i øvrigt alle dele af det frivillige Danmark kommer godt igennem den her krise. Men alt, hvad der hedder oplevelsesøkonomi er desværre for indeværende under et massivt pres.

 

Store som små arrangementer er aflyst, danskerne kan ikke træne i foreningsregi, hverken udenfor eller indenfor. Heldigvis ser jeg rigtig mange, der motioner hver for sig eller i meget små grupper.

Der er heller ikke nogle professionelle sportsbegivenheder, der finder sted. Idrætslivet er med andre ord totalt i tomgang. Det betyder også, at vores idrætsforeninger kommer til at mangle store dele af de indtægter, de er vant til tjene. Indtægter, der er med til at få foreningsregnskaberne til at gå op, herunder indsatsen overfor vores børn og unge. Blandt andet står Randers Gymnastiske Forening til at tabe op imod en million kroner.

 

Forenings- og sportslivet bliver dog ikke genoptaget før vi danskere igen kan mødes i disse rammer på forsvarlig vis. Det sker forhåbentlig snart. I skrivende stund er mit store håb derfor på idrættens og foreningslivets vegne, at de vedtagne hjælpepakker, herunder de der er målrettet et samlet kulturliv, hjælper til, at idrætslivet kan komme godt i gang efter corona.

 

Den 9. april blev præsenterede kulturministeren en hjælpepakke på 50 millioner, der er målrettet foreningslivet. Konkret betyder det 23 millioner til Danmarks Idrætsforbund, 21 millioner til Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, 3,5 millioner til Dansk Firmaidræt og 2,5 millioner kroner til Dansk Ungdoms Fællesråd, som også er øremærket til spejderne.

Samtidig ved jeg, at der pågår et arbejde, med at afdække den reelle størrelse af foreningslivets tab. Et tab jeg gætter på er væsentlig større end de afsatte 50 mio. kr.

Som jeg hører det fra flere foreninger kan hjælpepakken heldigvis få stor betydning for, hvordan de klarer sig på den anden side af coronakrisen.

Lad os håbe, at det forholder sig sådan, og udstå den kommende tid sammen ved at fastholde den sociale afstand lidt endnu. Idrætslivet vil blomstre igen.

 

Malte Larsen, MF, (S), idrætsordfører