Retten i Randers behandler på fredag en sag om to mænd og to kvinder som politiet har betegnet som “omrejsende kriminelle”.

De er tiltalt for adskillige gange at have forsøgt at skære sig ind i supermarkeder og banker ved at bryde gennem taget på bygningerne. Blandt andet var de på spil i Knebel på Mols.

De fire er rumænske statsborgere og risikerer udvisning, hvis de findes skyldige.

Tiltalen nævner 17 tilfælde, hvor gerningsmænd forsøgte at gå ovenfra og ned, da de gik på rov særligt i supermarkeder i mindre byer i Jylland og på Fyn.

SuperBrugsen, Aldi, Spar, Min Købmand, Meny, en tankstation og et par banker er nævnt i anklageskriftet.

Værktøjet til de påståede natlige kriminelle udflugter ønsker anklagemyndigheden nu at få konfiskeret, fremgår det af anklageskriftet.

Det samme gælder walkie-talkies, arbejdshandsker, rygsække, en lommelygte og en mørk hue – samt kontanter på godt 80.000 og så “diverse dansk chokolade”.