Der er givet grønt lys for 3F Superligaen, og den genstartes med lokalbraget mellem AGF og Randers FC på Ceres Park

Den skulle oprindeligt være spillet søndag 16. februar, men da hjemmeholdet AGF på dagen fandt ud af, at banen grundet regnvejr ikke kunne blive kampdygtig, så blev kampen udsat til torsdag 12. marts.

Aarhusianerne fik efter aflysningen masser af stikpiller fra Randers FC-fansene, der blandt andet foreslog om ikke ”gymnastikforeningen” skulle spille vandpolo eller gå til vand-aerobics i stedet og kom med mange kommentarer om, at det nok bundede i, at de bare ikke turde møde Randers FC. Det er også over 1700 dage siden, at det sidst (og ufortjent i august 2015) blev til en sejr til AGF, der er uden sejr i de seneste 11 indbyrdes møder…

Da vi så nåede til den nye kampdag, lukkede 3F Superligaen på selve kampdatoen ned pga. udviklingen med coronavirussen, som har lukket ned for rigtig meget i Danmark – heriblandt også fodbolden, der har ligget stille siden.

Nu er der dog åbnet op for normal træning for klubberne, og det betyder også, at vi inden længe forhåbentlig også kan få spillet det lokalbrag, som vi har ventet meget længe på. Det er dog helt sikkert, at det ikke bliver på stadion, at man kan følge kampen, da kampene i den kommende tid vil blive spillet for tomme tribuner. Det er selvfølgelig specielt ærgerligt for lokalbraget, der i de seneste år har skabt en masse hype og tiltrukket mange tilskuere – senest med knap 10.000 mennesker på lægterne på Cepheus Park Randers tilbage i oktober måned.
Tidspunktet er endnu uvist, men det har været Divisionsforeningens ambition at få spillet opgøret i Aarhus fredag 29. maj. Det er dog i skrivende stund endnu ikke afgjort.
”Tidligst i løbet af mandag 11. maj vil der blive truffet afgørelse om det. Divisionsforeningen er ved at planlægge programmet for resten af sæsonen – og klubberne skal have lejlighed til at kommentere på det, inden det endeligt besluttes og kan meldes ud,” skrev Divisionsforeningen i en pressemeddelelse i fredags.
Samme dag som Randers FC-spillerne atter trak i arbejdstøjet for at gøre sig klar til en spændende og i disse tider meget speciel afslutning på sæsonen. Ingen ved, hvad den lange pause har betydet for spillernes form og boldføling, men der vil uden tvivl blive knoklet på fra Randers FC-spillernes side på banerne på Viborgvej, så vi forhåbentlig igen kan få en Randers FC-sejr over lokalrivalerne omkring 50 kilometer sydpå…