En 28-årig kvinde blev søndag morgen standset af tre mænd, der udgav sig for at være fra politiet. Kvinden kom kørende på Gl. Århusvej i Randers kort før kl. 09.49. En bagvedkørende sort Seat tændte et udrykningsblink i forruden, og kvinden holdt derfor ind til siden og standsede.

Kvinden fortæller, at de tre personer i bilen rettede henvendelse til hende, sagde hun kørte for stærkt og bad om et kørekort. Kvinden var skeptisk og bad derfor mændene om at se politi-ID. Det gjorde øjensynligt mændene vrede, og tonen blev nu ubehagelig. Mændene truede kvinden med, at hun ville ryge ind i deres bil, hvis hun ikke viste kørekort, men de endte dog med at køre fra stedet i retning mod Aarhus.

Køretøjet beskrives som en ældre, sort Seat af ukendt model med en rød skærmkant ved venstre forhjul og uden nummerplader på. De tre mænd var ca. 22-25 år, to af dansk udseende og én af udenlandsk udseende. Østjyllands Politi hører gerne fra folk, der kan have oplysninger om mændene eller bilen på tlf. 114.

Hvis du er i tvivl om, om en person rettelig er fra politiet, kan du altid bede om at få vist politi-ID. Bliver du udsat for en falsk betjent, skal du altid ringe til politiet med det samme.