Regeringen vil sikre anvendelse af 30 milliarder kroner fra Landsbyggefonden til at renovere almene boliger i hele Danmark. Et udspil, som statsminister Mette Frederiksen også nævnte i sin 1. maj-tale. Jeg håber og tror på, at vi får et flertal bag udspillet, så vi kan lande en aftale. Fordi det overordnet set er en rigtig, rigtig god investering.

I Randers kommune vil en aftale betyde, at der kan bruges 283 millioner kroner på at renovere almene boliger, over de næste seks år. Renoveringen omfatter 312 boliger fordelt over fire projekter. Randers Arbejderes Byggeforening, Møllevænget & Storgaarden samt Boligforeningen Kronjylland.

Som nævnt indledningsvist satser jeg på, at en bred kam af partierne i Folketinget vil være med til at lande den her aftale. Hvorfor? Fordi det her boligudspil rummer elementer, der er rigtig godt for Danmark. Menneskeligt, økonomisk og hvad den grønne dagsorden angår.

Renoveringen af de almene boliger vil nemlig sætte gevaldigt gang i beskæftigelsen i hele Danmark. Masser af håndværkere vil komme i arbejde. Helt indlysende vil det også gøre en lang række beboere i den almene sektor glade, fordi deres boliger bliver optimeret – både indvendig og udvendig. Jeg vil også tro, at det vil have den lokale fordel for Randers, at vi bliver en mere attraktiv kommune at slå sig ned i. Simpelthen fordi vi får flere attraktive boliger.

Så vi genstarter en økonomi, der har været hårdt ramt de sidste to måneder på grund af coronakrisen. Og vi forbedrer boligforholdene for en lang række randrusianere. Og samtidig er klimavinklen meget væsentlig.

Det er helt afgørende for regeringen, at en kommende aftale bliver en grøn aftale. Det er en kæmpestor investering, så det er vigtigt, at det også er med til at styrke den grønne omstilling i Danmark. Aftalen SKAL derfor bidrage til at nå de 70 procents reduktion af CO2. Vi kommer til at drøfte de grønne elementer med de andre partier.

Konkret foreslår vi i udspillet at sætte fart på energieffektiviseringer og udfasning af oliefyr i den almene sektor. Det er tiltag som efterisolering, at skifte vinduer, lægge nyt tag og ikke mindst om at skifte olien ud med de grønne alternativer som varmepumper og fjernvarme.

I al beskedenhed er det her et rigtig godt udspil, som jeg håber får bred opbakning i Folketinget.

 

Malte Larsen, MF, S, Vester Boulevard 29, Randers