Sidst der var en epidemi var i Randers i 1953 – polioepidemien, hvor det fortrinsvis var børn der blev ramt. Karin Bruun blev lam fra skuldrene og ned – hun lever i dag med senfølger

 

Det var en hel almindelig dag i april. Foråret var på vej og Karin var fire år. Hendes lillebror var ét år.

Hendes far, der var murer, tog på arbejde om morgenen og sagde farvel til sin hustru og sine to børn, som en hvilken som helst anden dag.

Virkeligheden så dog helt anderledes ud, da han fik fri. Da lå begge hans børn lamme på sygehuset – ramt af polio, der havde hærget i landet siden 1952, men først ramte Jylland året efter.

“Det startede med kraftig hovedpine, har min mor fortalt. Og gik så over i lammelser. Vi blev hentet med ambulance og blev indlagt på det gamle sygehus på Gl. Hadsundvej. Den første periode var vi isoleret, men derefter lå alle vi, der var ramt, på store stuer, husker jeg”.

Tilbage i 1953 var der ikke den store viden om social distancering, som vi kender med epidemien i dag. Men, som i dag, måtte man vente tålmodigt på en vaccine. Den kom i 1955 og hele landet blev vaccineret.

 

Ikke bange

“Men jeg synes, at det var godt at søde Søren og Mette (Brostrøm og Frederiksen red.)  lukkede landet ned, som de gjorde. Det har gjort, at vi indtil videre har klaret det så godt. Dengang polio var i landet, gjorde man slet, slet ikke sådan”, fortæller Karin Bruun.

Vi sidder i stuen i hjemmet i Dronningborg. Hun sidder på en ergonomisk rigtig stol og i den anden stue ligger en træningsbold, klar til at give hende styrke i kroppen. Hun skal holde sig i gang, da polio har svækket hende – især efter hun blev 60 år. Hun har fået senfølger af sygdommen, der ellers store dele af hendes liv har været en hemmelighed for mange.

“Selvom polioen kun gjorde mig lam en overgang, er der med årene kommet svækkelser i mine muskler. Jeg har ellers været meget aktiv, og har holdt poliodiagnosen for mig selv. Jeg har ikke snakket om den med nogen. Det var først, da jeg blev klar over, at der er en polioklinik i Rødovre at det vendte”, fortæller hun.

København var hårdest ramt, hvor epidemien startede i juli i 1952. Epidemien kulminereder i København i august-september, hvor der ugentlig blev indlagt 200-300 tilfælde. Derefter bredte epidemien sig til både Fyn og Jylland og Randers blev ramt i april 1953.

Poliovirusset smittede nøjagtig som corona – altså fra person til person og derfor ville afstand også have en betydelig effekt.

”Men der blev ikke gjort noget fra myndighedernes side. Men jeg husker min mor har fortalt, at mens vi var indlagt, var der en nabo der gik over på den anden side af gaden, når min mor kom gående. Så der var da lidt bevidsthed fra nogle, men ikke fra myndighederne”, fortæller Karin.

Da epidemien rasede, blev også respiratorer taget i brug – de fik deres ilddåb. Men de var ikke automatiske – ved håndkraft sad lægestuderende og pumpede luft i patienterne – 24 timer i døgnet. Uden beskyttelse, men ikke en eneste blev syg, viste det sig senere.

 

Følgeskader

Tilbage i starten af 1950´erne, var der ikke den fokus på at nedlukke samfundet, som der er i dag- Men der blev taget forskellige tiltag. I november 1953 lukkede kredslægen Gjerlev skole en kort overgang, da der blev fundet et poliotilfælde. Avisen Socialdemokraten for Randers og Omegn berettede endvidere om en ung kvinde fra Randers, der var død, mens hun var indlagt i Aarhus. I alt var der en snes tilfælde i Randers i august 1953, skriver avisen.

Der findes ikke journaler eller nærmere beskrivelser af polioepidemien i Randers – hverken på sygehusmuseet eller hos Lokalhistorisk arkiv. Heller ikke Regionshospitalet Randers ligger inde med materiale. Karin Bruun og andre poliopatienter kan hellere ikke længere få fat i deres journaler – de er væk.

Da Polioepidemien ramte Randers i foråret 1953, blev det gamle sygehus på Gl. Hadsundvej taget i brug som epidemihospital.

Den pensionerede overlæge i ortopædkirurgi, Hans Høgstrup, var på daværende tidspunkt medicinstuderende i Aarhus. Og han husker lidt fra epidemien.

“Jeg husker at patienterne blev holdt i live med manuelle apparater. Lægestuderende skiftedes til på skift at sidde og ventilere patienterne 24 timer i døgnet. De var ikke beskyttet, og det er et mirakel at ingen blev syge”, fortæller han.

Det var forholdsvis børn, der blev smittet med deformiteter i ben og ryg til følge – sygdommen blev også kaldt børnelammelse. Og Hans Høgstrup arbejde med dem i Aarhus efter epidemien.

“Vi fik mange ind, der havde følger af sygdommen – de havde skæve rygge og andre deformiteter. Det var voldsomt”, husker han.

“Sygehusvæsenet må have været meget belastet dengang, og det var også derfor man tog epidemihospitalet i brug på Gl . Hadsundvej”, fortæller Hans Høgstrup.

Allerede under 2. Verdenskrig, så man de første tilfælde, og det var altså først i 1952 at en egentlig epidemi brød ud i Danmark. Og der var i flere år en skræk for at polioen vendte tilbage.

Også jernlunger blev taget i brug under polioepidemien – det var en maskine, der ved at trække i ribbenene gjorde plads så man kunne trække vejret.

Det var læge Bjørn Ibsen fra København, der kom med det store gennembrud i behandlingen af polio. Han forsynede patienterne med et rør i halsen, så det blev nemmere at ventilere dem.

Epidemihospitalet vedblev med at være epidemihospital for sygdomme som tuberkulose, skarlansfeber, mæslinger og difteri, indtil det blev til Psykiatrisk hospital i 70´erne, fortæller Hans Høgstrup.

 

Ni måneder

Karin var indlagt i Randers i ni måneder – efter isolationen blev hendes bror flyttet til rehabilitering på Hald Ege ved Viborg. Der var ikke daglig kontakt med forældrene, selvom de kun var fire og et år. Besøgstiden sagde én time to gange om ugen.

”I starten var det i isolation og mine forældre kunne kun kigge til os gennem et vindue. I starten lå jeg bare – og efter 16 dage begyndte lammelserne at fortage sig”, siger Karin.

Behandlingen for Karins vedkommende bestod i træning, træning, træning.

”Man troede på hård træning var vejen frem. Og den fortsatte mange år. Behandlingen bestod senere også af lysbade på lysbadeanstalten i Slyngborggade. Vi lå under lys og fik også levertran og D-vitamin. Der var en helt speciel lugt. Jeg kan huske, engang jeg var i solarium, og der genkendte  jeg lugten. Det var præcis den samme”, husker Karin.

Sygehuset på Gl. Hadsundvej var omdannet til et epidemihospital, senere blev hun tilknyttet det nye sygehus (det nuværende Regionalhospital red.).

Da Karin og hendes bror blev syge, boede de i en kvistlejlighed i Lorentzgade i Tøjhushavekvarteret. Men da børnene ikke længere var så raske efter polioen ramte dem, flyttede familien i et hus på Christiansborgvej.

 

Kom sig

Karin kom sig over sin lammelse, og hun har ført et aktivt liv. Hendes bror Jørgen kom sig dog aldrig. Hans lammelser i den ene ben og balle fortog sig aldrig, og han har gået med skinne hele livet.

”Jeg har holdt mig i gang og levet et helt normalt liv, og jeg har ikke indtil jeg var midt i 50´erne nævnt for nogen, at jeg var ramt af polio. Jeg var ikke flov, men det var udelukkende fordi, jeg ikke ville betragtes som handicappet. Jeg ville leve et helt normalt liv – men med alderen er der kommet følgeskader, og jeg har svært ved at gå i dag. Det startede da jeg var godt 50 år, og jeg begyndte at komme på polioklinikken i Rødovre, hvor man også kan blive indlagt og i Aarhus som er et dagtilbud. De sidste 15 år er jeg kommet i polioforeningen her i Randers. Jeg bliver mere og mere mærket af polioen som årene går. Hvis jeg prøver at gå rundt om i kvarteret herude, så skal det foregå med rollator. Cykling har altid ”fyldt” meget i mit liv og rigtig mange ferier er foregået på cykel. Men da så kræfterne begyndte at slippe op blev det sværere og sværere for mig at cykle. Men anskaffelsen af en el-cykel for en halv snes år siden, gav mig igen min fulde ”frihed” og cykelglæde tilbage”.  Jeg cykler en time hver dag, det holder mig nogenlunde i gang. ”fortæller Karin.

 

 

I 1955 indførte Danmark, som det andet land i verden, vaccination mod polio med en inaktiveret poliovaccine (Salk). Forekomsten af polio faldt herefter. Indtil da optrådte sygdommen i epidemier med års mellemrum. Sidste tilfælde af polio opstået i Danmark var i 1976, og det seneste importerede tilfælde var i 1983.

Siden 1988 har WHO haft som mål at udrydde Polio, og antallet af tilfælde på verdensplan er faldet med mere end 99 procent fra 350.000 tilfælde i 125 lande i 1988 til kun 33 tilfælde i to lande i 2018.

Nord- og Sydamerika, Stillehavsregionen og Europa er af WHO-certificeret som poliofrie områder, men virus findes stadig vedvarende forekomst i to lande i verden, nemlig Pakistan og Afghanistan. Derfor har Polio også flere gange spredt sig til lande, som har været erklæret poliofri i en længere periode. Derfor er de sidste tilfælde svære at få bugt med, og udryddelsen af polio er stadig en af de store udfordringer.

I dag er poliovaccine en del af børnevaccinationsprogrammet i Danmark. Et barn får, når det er tre måneder, 12 måneder og fem år, en vaccination mod polio sammen med de andre vacciner.

 

 

Det Den nye coronavirus har fået navnet Covid-19 og er en luftvejssygdom, der kan ramme øvre- og nedre luftveje, og man kan blive kritisk syg.

Verden har kun kendt covid-19 i ganske få måneder, så ingen ved endnu, om der er langvarige negative følger af sygdommen. Flere danske lungelæger fortæller til Videnskab.dk, at det ikke er urealistisk.

På et hospital i Hong Kong konstaterede og rapporterede læger tilbage i marts at to til tre ud af 12 patienter havde fået et fald i lungekapaciteten på 20-30 procent. Endvidere var der en indikation på at ni patienter havde fået organskader. Det dokumenterede man via CT-scanninger.

 

Poliocafé Randers

Er man tidligere poliopatient, kan man besøge caféen i Randers, der gerne vil have flere medlemmer. De mødes fire gange om året på Rosenvænget.

I dag mødes omkring seks-syv tidligere patienter og vender livets generelle udfordringer som tidligere patient men nu med følgevirkninger.

Hvis man er interesseret i at være med i netværket af poliopatienter i Randers kan man kontakte Karin på 24 87 38 55