Lydteknikeren kommer på en vigtig opgave, når der fra i aften blændes op for superliga med tilsat dåselyd i mangel på tilskuere på tribunerne.

Det sker, når AGF og Randers FC bliver vist af Discovery på streamingtjenesten Dplay.

Som udgangspunkt holdes den kunstige lyd så neutral som muligt, men der skal skrues op ved store chancer og lægges jubelbrøl på, når bolden sendes i mål.

Dåselyden er kun tilgængelig, hvis man ser med på Dplay, og her kan man vælge, om man ønsker dåselyd eller ej.

På Canal 9 eller Eurosport 2 bliver der ingen dåselyd i de kommende superligakampe, oplyser Discovery.