Lørdag 13. juni fra klokken 10 vil et stort loppemarked sno sig gennem hele den lille idylliske landsby ved Randers Fjord

 

Uanset fra hvilket verdenshjørne man ankommer til byen, vil man allerede ved indkørslen blive gjort opmærksom på, at der sker noget ekstraordinært i byen.

Her er nemlig landsbyloppemarked. Mange af byens beboere har været i gang med at sortere i de ting, som de ikke selv har brug for mere, og som andre kan få stor glæde af.

Cirka 30 husstande har lavet en bod ud for deres hus i indkørsel eller garage, og der bliver markeret med flag, at man glæder sig til et besøg.

På denne dag vil man kunne købe alverdens herligheder såsom oprydningslopper, tøj, malerier, legetøj, gamle møbler, danske design møbler, keramik, hjemmestrikkede sokker, pileflet og meget mere. Nogle boder vil sikkert også  byde på  kaffe eller lignende.

På facebook 8930 Mellerup finder man et oversigtskort over ruterne til de mange spændende steder, man kan besøge.

Ved nogle boder vil der også være mulighed for at få udleveret et printet kort over byen.

Borgerne i Mellerup glæder sig til et stort besøg og håber på, at rigtig mange vil kigge forbi og gøre en god handel – på en sjov og Corona-rigtig måde.