Efter to år på flugt fra politiet er en 53-årig mand, der er tyrkisk statsborger, blevet i dømt fem års fængsel ved Retten i Randers og udvist af landet for bestandig.

Sagen begyndte helt tilbage i 2016, hvor det daværende Task Force Vest havde afdækket, at den tyrkiske mand havde overdraget mindst et kilo amfetamin til en dengang 42-årig mand fra Langå med henblik på videresalg.

Politiet ledte forgæves efter manden, og sidst i 2017 kom der forlydender om, at han var rejst til Tyrkiet. Der blev derfor udstedt en international efterlysning, og det var den, der gav pote. Manden blev pågrebet sidste år i lufthavnen i Hamborg, hvor han var på vej til at rejse ud af Tyskland. Og i går blev manden altså dømt.
Han ankede dommen på stedet til frifindelse, oplyser politiet.