En 88-årig kvinde blev onsdag morgen narret af en mand, der under påskud af at være håndværker skaffede sig adgang til kvindens hjem i Langå og stjal hendes pung.

Manden ringede på kvindens dør omkring kl. 7.15 og fortalte, at han var kommet for at aflæse en vandmåler. Den 88-årige lukkede ham ind, og manden bad kvinden stå i køkkenet, hvor hun skulle trykke på en kontakt, mens ”håndværkeren” gik ind i soveværelset.

Kort tid efter gik manden ud af lejligheden, og kvinden opdagede bagefter, at hendes pung med nogle hundrede kroner og dankort var væk.

Der har de seneste dage været flere lignende tricktyverier, og Østjyllands Politi har en formodning om, hvem der står bag. Det er dog ikke lykkedes at finde ham endnu.