Randers Byråd har på mødet den 15. juni 2020 vedtaget en lokalplan, der vil gøre det muligt at opføre etageboliger og rækkehuse i og ved den bevaringsværdige bygning Helstedgård

 

Det skal være muligt at opføre højst otte boliger i den bevaringsværdige bygning Helstedgård og yderligere op til 10 rækkehuse i ny bebyggelse ved siden af. Det har Randers Byråd besluttet på mødet 15. juni, hvor en ny lokalplan for området på Borups Alle blev vedtaget.

Lokalplanen for Helstedgård har været undervejs i et par år, og for nylig er projektet blevet overtaget af en ny bygherre. Den nye bygherre har ikke haft ønske om væsentlige ændringer i forhold til det oprindelige forslag, som var i offentlig høring hen over sommeren 2019. Og med byrådets beslutning kan bygherren derfor nu gå videre med planerne om at opføre boliger.

 

Krav om restaurering

Da Helstedgård er bevaringsværdig, bliver der stillet særlige krav til ombygningen. Byrådet har besluttet, at det skal være muligt at etablere indeliggende terrasser mod Hobrovej og op til fire kviste på facaden mod Helstedgaardkvarteret. Til gengæld vil der ikke være mulighed for at etablere altaner i gavlene.

Derudover har byrådet vedtaget et krav om, at Helstedgård bliver istandsat udvendigt inden byggemodningen af rækkehusene må sættes i gang. Dog kan selve byggesagsbehandlingen af de nye rækkehuse foregå sideløbende med restaureringen af Helstedgård for at undgå forsinkelser i projektet.

Ud over boliger omfatter lokalplanen areal til ophold, der er fælles for både Helstedgård og ny bebyggelse, interne veje og stier, som ligeledes er fælles, samt P-pladser, som er placeret i nærhed til henholdsvis Helstedgård og ny bebyggelse.