Idrætsklubber giver op og indstiller banko-aktiviteter på Agerskellet

 

”Det er slut. Det kan ikke hænge sammen, så nu har vi spillet banko på Agerskellet for sidste gang. Bankohallen A/S og Støtteforeningen Randers Alliancen ophører.”

Lyder det fra formanden for bankosamarbejdet, DB-lederen Peter Eriksen, der fortæller, at lejemålet i hallen, som man tidligere solgte til anden side for derefter at leje sig ind, ikke bliver forlænget.

Eriksen er berørt af beslutningen og lukningen,

”Det er da vemodigt. Mange venskaber og relationer er skabt til vore bankospil,” siger Eriksen, der kan glæde sig over, at bankospillene siden 1983 har indspillet mere end 90 millioner kroner til de seks klubber, der har spillet sammen i stedet for som i starten af bankodillen at forsøge at bekrige hinanden.

Helt frem til 2007 gik det forrygende,

Men så kom rygeforbuddet, og så var der ikke så mange til banko mere.

Nu lukker vi ned, men har i tankerne at sige farvel og tak med et kæmpebankospil.

”Vi arbejder på at sige definitivt farvel og tak med et ordentligt skrald,” som Eriksen formulerer det.

 

Det sidste ”gamle Ole”

Godt fem millioner gæster gav overskud på 90 mio kroner efter en lille million arbejdstimer. I 2004 var der et overskud på 4.2 millioner kroner til de seks klubber bag bankospillene i hallen på Agerskellet.

Jo, der var smil på læberne hos idrætslederne og de frivillige fra Randers KFUM, Kristrup Boldklub, Dronningborg Boldklub, Vorup FB, Hornbæk SF og Randers Freja.

Deres samarbejde betød, at der i 2004 var 700.000 kroner til hver klub. Det er mange penge,

Og det var altså mange, mange penge dengang.

Eventyret startede i 1983 og slutter nu, og dermed har meldingen om nr.90 – ”gamle Ole” – lydt for sidste gang.

Nu er det slut, for tiden er løbet fra banko-og andespil.

Indtil 2007 gik det fint.

Men så kom rygeforbuddet.

”Og det kostede. Færre spillere og dermed mindre omsætning. Da vendte det hele,” siger DB-lederen Peter Eriksen, siddende formand for Banko Alliancen og altså manden, der lukker og slukker.

”Med rygeforbuddet mistede vi kunder, Mange kunder. Vi har plads til 700 spillere, og så fylder det ikke meget, når maksimalt 200 kommer til bankospil. Så kan det slet ikke hænge sammen,” siger Eriksen.

Bankofolket gav dog ikke umiddelbart op.

”Nej, vi forsøgte med bingo og spilleautomater, men det gik slet ikke. Så nu må vi glæde os over de mange år, hvor det gik godt. Virkelig godt endda,” siger Eriksen, der for et års tiden siden skønnede, at hver klub havde fået 15.mio kroner. Det var de tal, man lagde frem i en avisartikel i fjor.

Overskuddet siden da har været begrænset.

Men 15 mio er da meget godt…

Men man skal så også tage i betragtning, at der er lagt mange arbejdstimer i bankospillene.

I starten var der 12 spil om ugen. Senere færre, og så kan man lege med tallene og forsøge at regne ud, hvor mange timer, klublederne og andre frivillige har brugt på at skaffe penge via banko.

Der er spillet 360 dage om året. Hvert vagthold, der gik på skift mellem klubberne, bestod af 18 personer, der frivilligt hver aften til banko brugte fem timer.

Regner man med 18 hjælpere fem timer hver dag i 360 dage i 38 år beløber det samlede timeantal sig til mere end en million timer – nøjagtigt 1.231.000 timer,

Så højt er det reelle timeantal ikke, men mere end 850.000 timer er der brugt i spillet med ”gamle Ole.”

Peter Eriksen er taknemmelig for den store opbakning, idrætten har mødt i rollen som bankoarrangør.

”Det har været fantastisk, og hvor ville idrætten have været ilde stedt uden bankoindtægterne, der var mere end et almindeligt supplement til de kommunale tilskud.

I Peter Eriksens klub DB er en stor del af banko-andelen gået til den daglige drift for at forbedre forholdene for de unge – blandt andet via buskørsel til udekampe.

Nu er tiderne anderledes. For med de svigtende bankoindtægter er tiden med bustransport fortid.

”Nej, der er vist ikke mange ungdomshold, der har bus til kamp,” siger Peter Eriksen, der har fået kunstgræsbane på anlægget på Udbyhøjvej – med bl.a. kapital, der var sparet op fra bankopengene.

 

Fra krig til frugtbart samarbejde

Det startede med krig og endte lykkeligt med masser af millioner af kroner til seks Randers-klubber, der fandt sammen i et endog særdeles frugtbart samarbejde omkring banko.

Her er forhistorien:

Bankokrigen rasede i Randers for nu snart 40 år siden, hvor seks klubber holdt bankospil spredt over hele byen – med stadigt stigende gevinster og stadigt stigende udgifter til avisannoncer for at trække spillere til.

DB havde bankospil i Dronningborghallen, Vorup FB på Jylland, Randers KFUM og Hornbæk SF var makkere i Annekshallen og Freja spillede i lokaler på Ribevej, mens Kristrup Boldklubs engagement på bankofronten var mindre – old-boys-fodboldafdelingens bankospil i Kristrup forsamlingshus….

Større og større udgifter til gevinster og avis-annoncer. Det var direkte dumt, men ingen ville smide håndklædet i ringen og overlade spillepladserne til andre.

Indtil HSF-lederne Poul Sunesen og Jens Chr. Hansen under hvidt flag i 1982 kontaktede de andre foreninger.

”Den kontakt var forløsningen. Poul Sunesen og JC var primus motorer i det, der senere blev til et frugtbart samarbejde. De sagde rent ud, at det var tåbeligt at bekrige hinanden. De mente, det var bedre at samarbejde., Og hvor havde de dog ret,” har Kristrup Boldklubs banko-ekspert Frede Madsen tidligere udtalt i en artikel i denne avis.

BANKO-GLIMT

709 GÆSTER ER REKORD

Det er gået op og ned med besøgstallet til bankospillene i Bankohallen, hvor man har plads til 784 spillere.

Så mange har der dog ikke været.

Rekorden er på 709.

 

PRÆMIE PÅ 104.000 KRONER

På gevinstlisten har man haft grise, kødpakker, gavekort og kontanter, og mange er gået glade hjem fra Bankohallen – og mange er gået skuffede hjem.

Gevinsterne på det seneste var maksimalt 5.000 kroner, men for år tilbage var der en spiller, der blev mere end almindeligt glad. Via bonusspil voksede puljen fra dag til dag, og da den endelig blev vundet, var der en spiller, der kunne indkassere 104.000 kroner.