Østjyllands Politi fremstillede tirsdag eftermiddag en 24-årig rumænsk mand i Retten i Randers i en sag, der ender med udvisning. Manden blev sigtet for butikstyveri i Føtex på Mariagervej i Randers NV søndag eftermiddag. En medarbejder opdagede, at manden forsøgte at forlade Føtex med langt flere varer, end han havde betalt for. Manden fremviste en kvittering for en pakke køkkenruller og to morgenmadsprodukter, men han viste sig at være i besiddelse af varer for godt 4000 kroner.

Sagen har nu været forelagt Udlændingestyrelsen, der har truffet beslutning om, at manden skal udvises af Danmark med indrejseforbud i to år.

Han fremstilles derfor i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling indtil udvisningen kan effektueres.