Om 14 dage åbnes der for at køre på skinnecykler fra et trinbræt i Romalt. Billetkontoret er allerede oppe, og snart kommer der 40 almindelige og to handicapcykler til udlejning

 

Det hele var ellers på plads til den gamle stationsbygning i Strømmen. Skinnecyklerne skulle køre derfra, med mulighed for at cykle helt til Allingåbro og tilbage igen. Folkene i “Foreningen for skinnecykler fra Strømmen Station” havde alt på plads og ville gå i gang med at realisere projektet i januar. Men en byrådsbeslutning tilbage i december om at anlægge en ny havnevej satte en stopper for de planer. For man kan ikke køre på skinnecykler tværs over en omfartsvej.

“Så måtte vi jo i hast tænke i andre baner, og vi fandt ud af, at det jo er oplagt at køre her fra Romalt Aktivitetspark. Det giver lige det ekstra lag til underholdningen i området”, siger formand for både “Skinnecykler fra Strømmen Station” og “Djursland for fuld damp” Torben Jensen.

Randers Kommune har i ekspresfart godkendt de ændrede planer, og man er nu snart klar til gæster og går alt efter planen, vil der blive åbnet i weekenden 11.-12. juli.

 

Unik natur

Vælger man at hoppe på en skinnecykel i Romalt Bakker og køre mod øst, venter der en naturoplevelse man ellers ikke ville have fået, lover Torben Jensen.

Græssende køer i engdrag – førsteklasses kig til rørskov – sejl i det fjerne fra Randers Fjord. Det er blot nogle af de oplevelser, der venter gæsterne, når de tramper i pedalerne derud ad. Man kan vælge at køre fra Romalt og kun til Uggelhuse og Randers Fjord Feriecenter, hvor der er mulighed for forfriskning – der er syv kilometer – men man kan også vælge hele vejen til Allingåbro – en tur på 16 kilometer. Så kan man vælge at køre tilbage igen eller stille cyklen der og tage anden transport tilbage til Romalt. Floes har også en holdeplads med rasteplads, shelter og udsigtstårn. Mulighederne er mange.

“Man kan leje cyklerne på timebasis eller for en hel dag og der er plads til tre personer – typisk to voksne og et barn, så man kan godt komme på udflugt med familie”, fortæller Torben Jensen.

Planerne om at køre på skinnecykler fra Randers til Allingåbro har eksisteret i fem år. Og man ville egentlig gerne have liv i den gamle stationsbygning i Strømmen i Kristrup. Planerne var langt, men holdt ikke hele vejen til mål. Men at der nu bliver endestation i Romalt Bakker er den næstbedste løsning, mener Torben Jensen.

“Du er jo ude i naturen med det samme, når du kommer herud til Romalt Bakker. Du skal ikke først gennem Randers, men kan nyde naturen samtidig med at du stiger på cyklen. Så vi synes, det er en rigtig god løsning. Og så har man samlet alle aktiviteterne her i Romalt på et sted. Det giver området et løft”, siger han.

Randers Kommune har været mere end villige til at få hele projektet til at køre på skinner – så at sige!

“Vi fik på kort tid byggetilladelse og lov til at lave planerne om, når nu de andre tilladelser måtte droppes. Så hjælpsomheden har været stor. Den byggesagkyndige i Udviklingsafdelingen har virkelig været min livsline”, siger Torben Jensen og griner.

Han mener også at man får en bedre udnyttelse af banen på denne måde. Strækningen er til at klar for de fleste og når der er delruter, er mulighederne endnu større.

Foreningerne har haft 1.1 millioner kroner at gøre godt med og der er lavet en kopi af en togvogn, der laves et trinbræt og så er der økonomi til at indkøbe 40 cykler med plads til tre personer på hver.

“Vi vil have en stor handicaptilgængelighed. Der vil være trinbræt så man kan køre kørestole direkte ind i handicapcyklerne. Vi ligger også inde med en transportabel rampe, som man kan bruge”, fortæller formanden.

Skinnecyklerne er utrolig populære i sommerhalvåret og det er både turister og lokale, der bruger dem til en tur ud i naturen uden motorstøj og med madpakken pakket.

Den forholdsvis billige forlystelse kan kombineres med lige så billig overnatning i Allingåbro i togvogne, hvis man vælger at kombinere skinnecykelturen med en overnatning. Og så kan man køre hjem til Randers dagen efter.

“Og turen med skinnecykler er virkelig en stor naturoplevelse, synes jeg. Du oplever området på en hel anden måde, og ser steder du ellers ikke ville se”, lover Torben Jensen.

“Den tur burde alle tvinges til at køre”, siger han og griner.

De to foreninger vil gerne have et samarbejde med skoler og foreninger, så flere får kendskab til denne mulighed, der nu åbner her i Randers. Og så påtænker de på sigt at lave emneture – for eksempel om aftenen.

Projektet bliver gennemført med LAG-midler og forventes åbnet weekenden 11.-12. juli, men kan blive rykket en uge senere.

————-

Som udgangspunkt vild er være åbent fra 9-17 i juli og august, men er man en gruppe vil det være muligt at leje skinnecykler udenfor dette tidspunkt – eksempelvis om aftenen.

Alle under 18 år skal have en voksen med på cyklen.

Timeleje:

80 kr.

Dagleje:

250 kr.

Aftenleje timepris og kun med reservation senest dagen før:

100 kr.

Adressen er Kristrup Engvej ved Romalt Bakker

Mere om Djursland for fuld damp https://www.dffd.dk/