Martin Albertsen var hjemme, hvor hele eventyret startede

 

 

Det er ikke hverdagskost, at en landstræner pludselig dukker op til træning for nogle U15-piger.

Men det skete i sidste uge, da Vorup FB på Ulvhøj fik besøg af en rigtig Vorup-dreng Martin Fruelund Albertsen, der som foreløbig højdepunkt på en lang karriere nu virker som landstræner for håndboldpigerne fra Schweiz.

”Det ville han gerne for at støtte op om barndomsklubben,” fortæller Jimmi Grønkjær Jensen fra Vorup FB Håndbold, der er moderklub til Randers HK og i dag har en af landets største ungdomsrækker med mere end 50 spillere alene i U15 piger.

Martin er pt. på ferie i Danmark med familien. Martins ældste datter Amalie, som selv spiller U13 i Tyskland, deltog også i træningen.

”Det betyder uendeligt meget for en lokal håndboldklub som Vorup FB, at så stor en profil støtter op om ungdomssporten,” siger Jimmi Grønkjær Jensen.

Martin – og kusine Katrine Fruelund – startede begge karrieren i Vorup FB.

For Martins vedkommende først som ungdomsspiller i 80’erne og siden som ungdomstræner i de tidlige 90’ere.

På hans træner-CV står bl.a. Viborg HK, H C Leipzig, Randers HK og Randers HH, inden han blev landstræner i Schweiz. I tysk håndbold førte han Bietigheim frem til det tyske mesterskab. Er to gange kåret som årets træner i tysk håndbold.

De 27 piger på U13 kom under gæstetræningen helt tæt på Martin Fruelund Albertsen, som satte fokus på den tekniske del med finter, afleveringer og spring.

Særligt blev der arbejdet med de individuelle kompetencer for hver spiller. ”Pigerne har en rigtig god boldforståelse, lyst til at lære og en stærk holdånd. Teknik bliver man aldrig færdig med at træne – det handler om at øve, øve og øve,” siger Martin Fruelund Albertsen.