Østjyllands Politi søger vidner, der den 20. juni har set en rød Opel Corsa køre vildt og uforsvarligt mellem Mariager og Randers. Turen endte med, at føreren af Corsa’en kørte ind i en parkeret bil på Nørre Boulevard i Randers C

En mand er anholdt i sagen, men politiet mangler flere oplysninger.

Kørslen foregik cirka i tidsrummet kl. 16.00-18.30.

Turen er gået fra Søndergade i Mariager, gennem Assens by og Gassum, inden det til sidst endte med påkørslen i Randers C.

På turen fra Mariager til Randers påkørte den røde Opel en pickup-truck på landevejen til Randers, kørte i den forkerte vejbane, så en motorcyklist måtte undvige og så, forklarer et vidne, var bilen ved at påkøre en mand på Bredstrupgade i Randers.

Har du været vidne til nogen eller lignende episoder, så kan politiet kontaktes på telefon 114.