Et flertal af partier og lister i Randers Byråd – undtagen Socialdemokratiet og De Konservative – vil nu lave en ekstern uvildig undersøgelse af kommunens plejecentre.

Beslutningen er truffet, efter at en kontroversiel TV2-dokumentar i går kunne vise ældre beboere, der udsættes for omsorgssvigt på plejehjem i Aarhus og Randers. I Randers er det på Huset Nyvang.

Undersøgelsen i Randers skal afdække, om forholdene for de ældre er værdige og dækkende for deres behov.

Undersøgelsen skal også se nærmere på ledelsens kompetencer og ressourcer i forhold til at drive plejecenter efter Randers Kommunes omsorgs- og værdighedspolitik.

Beslutningsforslaget skal til afstemning på det næste byrådsmøde i Randers mandag den 7. september.