Freja-pige har sat kurs mod VM og OL

Amanda Sondrup Henriques, blot 16 år og forholdsvis nyt medlem af Randers Freja Atletik efter klubskifte fra Holstebro, er et kæmpetalent og en ung dame med store ambitioner i den specielle hækkeløbsdisciplin, hvor der løbes både 100 og 400 meter.

Amanda har sat kursen mod store internationale opgaver og drømmer ikke urealistisk om deltagelse i både VM og OL om nogle år.

For sådan lige at understrege Amandas talent: Hun leverede intet mindre end et fantastisk resultat, da hun første gang stillede op i Freja-trøjen og løb 100 m hæk.

Trods udfordringer med lukning af træningsfaciliteter i forbindelse med corona leverede Amanda et fremragende resultat, da hun i sin debut slog den danske U18-rekord og p.t. er den hurtigste pige i Danmark under 18 år nogensinde på den korte hæk-distance.

Tiden 13,83 sekund var klart under kravet for deltagelse til U18 EM, der lød på 14.20, inden EM blev aflyst pga. Covid-19.
Tiden er samtidig den hurtigste tid løbet i Europa i år, og hun topper derfor også den europæiske U18-rangliste.

Nyt hækkeløbstalent til Randers Freja Atletik
Der er masser af unge talenter i Randers Freja Atletik. Senest har man fået tilgang af 16-årige Amanda Sondrup Henriques, der allerede er et kendt ansigt i dansk atletik og allerede har opnået opsigtsvækkende resultater i hækkeløb.
Kursen er klar.
Det er en ung dame med ambitioner. En ung dame, der ved, hvad hun vil.
Hun går målrettet efter de store begivenheder og deltagelse i EM, VM og OL.
Fra starten af sommersæsonen 2020 skiftede Amanda fra Atletikklubben Holstebro til Randers Freja Atletik.
Amanda har igennem de seneste år udviklet sig til et af de absolut største hækkeløbstalenter i Danmark.
Hun gjorde første gang opmærksom på sit enorme potentiale og talent, da hun som helt lille startede til ridning (læs andetsteds – red.)
”Ja, det er gået rimeligt godt for mig indtil nu,” lyder det beskedent fra Amanda, der var kvalificeret og klar til EM for U-18-piger, der var sæsonens store mål, men så kom  coronaen i vejen og var årsag til aflysningen af  EM.
Covid-19 var også skyld i, at ungdoms OL, som Amanda også satsede meget på, ligeledes lev aflyst.

Elektrikerrør som atletikhække
Amanda fik smag for atletik og hækkeløb under en sommerferie, da hun var med familien i sommerhus.
Her fixede hendes fætter Ulrik, som var atletiktræner i Aarhus 1900, et par hjemmelavede ”atletik-hække” ud af nogle bøjede elektrikerrør, som de kunne træne med på græsplænen.
Det blev startskuddet på Amandas atletikkarriere, men også et familieforetagende med fætter Ulrik som træner.

Ulrik er for år siden flyttet til Randers, og meget af Amandas træning foregik derfor ved, at Amandas mor streamede eller filmede Amandas træning, som Ulrik så kunne korrigere og coache fra Randers, imens Amanda og hendes mor hver weekend tog til Randers for, at de kunne træne sammen.
Amanda har vundet fire danske mesterskaber og har yderligere 10 DM-medaljer af sølv og bronze. Foruden hækkeløb er Amanda god på 100 m, 200 m og 300 m, hvor medaljerne er vundet.

Mere og mere integreret
I takt med de ugentlige træninger på Langvangs idrætscenter blev Amanda mere og mere integreret i Randers Frejas træningsgruppe, og det førte til, at Amanda for at kunne være en del af træningsfællesskabet begyndte at tage turen fra Holstebro til Randers to gange om ugen.
Faciliteterne i Randers er desuden blandt landets absolut bedste, og det at kunne træne atletik indendørs er en sjældenhed i Danmark, som har givet Amanda de bedste forudsætninger for at kunne udvikle sig og træne optimalt.
Træningsgruppen i Randers Freja har samtidig bidraget med masser af udvikling, da Amanda har andre atleter at sparre med i træningen – både, når det skal være sjovt, men også når det skal være hårdt.
Amanda blev så glad for træningsfællesskabet i Randers Freja, at hun denne sommer valgte at skifte klub.

”Det var ganske naturligt at skifte klub. Fætter Ulrik bor i byen og træner i Freja, og jeg er faldet virkelig godt til og er blevet godt modtaget,” siger Amanda, der bruger fem-seks timer to gange om ugen på træning.

Hurtigere end EM-guld- og OL-sølvvinder
33-årige Sara Slott, der vandt EM-guld og OL-sølv på 400 m hæk i 2016, har den lange hæk som favoritdisciplin.
Men har dog løbet 100 m hæk tidligere i karrieren.
Hendes personlige rekord på 100 m hæk er 14.25 sekund, og hendes bedste tid på distancen som 15-årig var 14.66.
Sammenligner man så – og det er både fristende og tankevækkende – Sara Slotts 100 meter-tider med kometen i dansk hækkeløb Amanda Sondrup Henriques fra Randers Freja Atletik – får man om ikke julelys i øjnene, så dog troen på, at her har Freja fået tilgang af et talent ud over det sædvanlige.
For Amandas bedste tid på 100 m hæk er 13.83 og altså lagt bedre end Sara Slotts ungdomstider. Kravet for deltagelse i det U-EM, der blev aflyst grundet coronaen, var 14.20, så Amanda var klart under tidskravet.
Det skal dog for fuldstændighedens og retfærdighedens skyld nævnes, at Saras PR på 14.25 er fra 2005 – efter hun var blevet 18 år og derfor løb med 84 cm. høje hække. Amands tider er på 76.2 cm høje hække.
Sara Slotts personlige rekord som 16-17-årig på lave hække er 14.40 sek, hvor Amanda er noteret for 13.83 som 16-årig.

Potentialet er stort
Hvor langt kan Amanda Sondrup Henriques nå? Det kan kun tiden vise, men hendes træner – og fætter – Ulrik Sondrup er optimist.

”Det er svært at spå om fremtiden for atleter, for nogle leverer deres bedste resultater som U18 og bliver aldrig bedre, mens andre fortsætter deres udvikling,” siger fætter Ulrik.

”Hvis vi sammenligner de tider, Amanda løber med andre danskere igennem tiderne, er hun jo med i den absolutte top, så med den dedikation og super-seriøse indstilling, hun viser i så tidlig en alder, synes jeg, det er realistisk, at sige hun kan komme med til de helt store internationale stævner,” vurderer træneren.

Men det kommer ikke af sig selv.

”Det kræver dog, hun kan bevare motivationen, undgå alvorlige skader og få den støtte, som er nødvendig. Med seriøs træning kan man blive blandt de bedste i Danmark, men det kræver de helt rette medfødte gener, hvis man skal tage en medalje til EM, VM eller OL,” siger Ulrik Sondrup

Jo, det bliver spændende at følge hendes udvikling over de næste år for at se, hvor langt hun kan komme.

”Men det er helt sikkert, at potentialet er stort….”, siger Ulrik Sondrup.

Vildt resultat: Dansk rekord i Freja-debut
Amanda Sondrup Henriques har haft debut i Randers Frejas blå trøje på den nye hjemmebane.
Det var samtidig debut på en ny hækdistance, da Amanda er blevet 16 år og derfor nu løber 100 m hæk i stedet for som tidligere 80 m hæk.
Trods udfordringer med lukning af træningsfaciliteter i forbindelse med corona leverede Amanda et vildt resultat, da hun i sin debut slog den danske U18-rekord.
Hun er dermed den hurtigste pige i Danmark under 18 år nogensinde til at løbe 100 m hæk. Tiden 13,83 sekund var klart under kravet for deltagelse til U18 EM, der lød på 14.20, inden EM blev aflyst pga. Covid-19.
Tiden er samtidig den hurtigste tid løbet i Europa i år, og hun topper derfor også den europæiske U18-rangliste.
Både i dansk og international atletik vil man med garanti med spænding og forventninger følge Amanda fremover, da hun egentlig primært satsede på at løbe den lange 400 m hæk i år, men pga. manglende og aflyste stævner ikke har haft mulighed for at konkurrere og få en tid noteret på distancen.

 

FAKTA
I hækkeløb skal udøveren sprinte og forcere en række forhindringer (hække).
Hækkeløb findes som kort og lang distance. For mænd er den korte distance 110 meter, mens kvindernes korte distance er 100 meter. Den lange distance er på 400 meter for begge køn. Uanset længde skal der forceres 10 hække mellem start og mål.

Indendørs løbes dog kortere distancer normalt 60 meter hækkeløb.

Ved de korte distancer er hækkene 106,7 cm høje for mænd og 84 cm høje for kvinder. På den lange distance (400 meter) er hækkene 91,4 cm for mænd og 76,2 cm for kvinder.

Der er ikke nogen straf for at ramme eller vælte hækkene, men normalt koster det hækkeløberne en del tid. Det er dog ikke tilladt at vælte hækkene med hænderne, ligesom man kan diskvalificeres, hvis man bevidst vælter hækkene.

På de korte distancer bruger løberne tre skridt mellem hver hæk. På de lange distancer bruges der mellem 13 og 17 skridt.

Det skal retfærdigvis nævnes, at kvindehækkene på 100 m hæk er 76.2 cm.høje for deltagere op tl 18 år og således også p.t. for Amandas vedkommende.                                              WIKIPEDIA

Vandt Baltic Cup i ridebanespringning
Amanda har igennem de seneste år udviklet sig til et af de absolut største hækkeløbstalenter i Danmark. Det lå dog ikke i kortene, at det var på et atletikstadion, Amanda skulle gøre sig gældende.
Som helt lille startede hun til ridning og var især optaget af ridebanespringning, hvor hun viste et stort talent ved at vinde fire danske mesterskaber og også internationalt gjorde sig gældende ved i 2014 at vinde den internationale Baltic Cup samlet.