Ja, det er ikke nogen overraskelse, at Niels Olsen er en del af Ørkenens Sønner. Det viste han tirsdag aften på Randers Teater med sit show “Det kan kun gå galt”

 

Man skal vide, hvad man går ind til, når man beslutter sig for at tilbringe en time i selskab med skuespiller Niels Olsen. Han er kendt fra Cirkus Montebello med Thomas Mørk. Og så har han gennem sin karriere haft adskillige roller på teater, revy, tv og film – blandt andet i Far til fire-filmene og “Den eneste ene”, som var en af de mere seriøse. Ellers er der ikke meget seriøsitet over den lange entertainer, der er i besiddelse af et gummiansigt på linje med Dirch Passer.

Med sig denne aften havde han sin kapelmester Søren Sebber, der guidede den store skuespiller gennem en time, der var lummer i mere end en forstand.

Allerede under første nummer stod publikum op og klappede og hujede. Ja det skulle faktisk have været en overskrift, hvis det stod til Niels Olsen, der underviste publikum i de forskellige måder, der er at klappe på. Den lette med fingerspidserne, der udøves ved klassiske koncerter og den lidt løse ligegyldige, der praktiseres ved TV-Shows, i det tilfælde man er med i billedet. Og vi blev faktisk beordret til at stå op og klappe – derfor denne beskrivelse. Men hvis man spørger avisens udsendte, så var der faktisk også grund til det – Niels Olsen var ligeså lun og lummer, som man kender ham.

Han havde skræddersyet sit show til åbningen af Randers Teaters nye sæson under det nye navn, og betegnede undervejs Randers som Kronjyllands Paris.

Publikum fik også et ældre nummer “Det´ der ikke noget at gøre ved”, som han skrev til Cirkusrevyen i 1995, og som Lisbeth Dahl fremførte – det med den ældre damer, der synger: “Jeg har lige slået en buschauffør ihjel”. Og Ørkenens Sønner-nummeret”: Jeg vil være seksuel, jeg vil være det med mig selv”. Samt nummeret om hans seksuelle debut i en volvo amazone.

Og vi fik også potpourriet af “Børnesange” – hvor lummer kan den danske sangskat egentlig blive – jo meget lummer, hvis du spørger Niels Olsen. Her ville de krænkelsesparate virkelig komme på arbejde.

Og så sluttede han af med “You can leave your hat on” af Joe Cocker – eller næsten samme udgave – frit oversat til jysk. “Ja du ska dælme behol den hat å”.

En hyggelig aften i dejligt selskab, hvor Kulturminister Joy Mogensen egentlig var inviteret. Men da der var hastemøde i regeringen, måtte hun melde afbud.

Alle forestillinger er udsolgt, og der er i øjeblikket venteliste. Der vises i alt tre show.

 

Tekst: Pia Asvig Iversen

Foto: Martin Gundersen, Randers Teater