“Under sejlet” er et event med FDF på Østervold på lørdag, hvor man kan lave alt lige fra papirsbåde til grillede pølser

 

“Tag din familie med og kom og lav din egen papirbåd, og se om den kan sejle. Og så kan I blive klogere på byen, når vi sender jer rundt på et løb. Når I er færdige, kan I selv tilberede jeres mad over bål, og I kan kigge på FDF Randers 2´s wayfare joller og løse nogle sejleropgaver”, lyder det i opfordringen fra FDF Randers 2.

Gasterne vil også fortælle om sejlads og man kan få et klippekort, og selv afprøve, om sejlads har interesse. FDF har også en båd med så man kan se den på land.

FDF Randers 2 er den eneste kreds/spejdergruppe i Randers, som har en sejladsafdeling.

Med Randers Fjord lige midt i byen, er det oplagt at sejle her. De sejler med udgangspunkt fra Dronningborg Lystbådehavn. Mest wayfare joller men tager også en tur i kano en gang imellem.

Der undervises i sikkerhed til søs og sejladsregler.

Sejladsaktiviteterne er for børn fra 12 år og opefter, som kan svømme 200 meter.

Hvis man hellere vil lave traditionelle spejderaktiviteter såsom mad over bål, reb & rafter, leg, orienteringsløb, sove i telt eller spille musik i Tamburkorps, så tilbyder gruppen også disse aktiviteter.

De foregår i kredshuset, som ligger på Langvangen 2 lige op af Nordre Fælled.

FDF er en børne- og ungdomsorganisation med voksne, der har noget på hjerte.

FDF et godt afsæt i livet. Mange FDFere har fået stærke sociale kompetencer i FDF, har lært at tænke ud af boksen, og har sans for at vælge til og fra overfor de vigtige ting i livet. FDF giver børn og unge en ballast og et ståsted at møde verden fra.

“I FDF møder vi børn og unge med et kristent livs- og menneskesyn, der viser, at vi som mennesker er skabt til fællesskab og er ligeværdige uanset baggrund”, fortæller de.

FDF Randers 2 har ca. 60 medlemmer i alderen fem år og opefter. Hver uge møder ledere op og laver aktiviteter med børnene. Det kan f.eks. være mad over bål, pionerarbejde, musikundervisning, sejlads, leg eller bare hygge og samvær.

Sæsonen med opstartsmøde onsdag 19. august, og de ugentlige klassemøder, starter igen i uge 35.

“Under sejlet” foregår lørdag 15. august kl. 10.00 – 13.00.