Ikke langt fra Randers Havn, ligger et lille stykke historie, der ikke er tilgængelig for alle. Bag terrorsikring ligger 18 små fiskerhuse, hvor tiden går med snak, båd-reparationer og fiskeri

 

I dag kan man kun komme ind med adgangskort til havnen eller fra vandsiden – Det lille fiskerleje ved havnen, hvor Randers Fiskeriforening á 1937 har til huse, er et levn fra en svunden tid. Og sådanne steder er vigtige at bevare, mener formand Jan Lajer, der er kommet i foreningen siden sin barndom i 70´erne, hvor både farfar, far og onkel kom her dagligt. Og han har arvet sit hus fra sin far Thorkild Lajer.

“Det er et stykke dansk kulturarv, som er vigtigt at bevare for eftertiden. Og vi møder stor velvilje fra kommunen og Randers Havn. Der er ikke mange som os tilbage her i landet”, siger han.

Faktisk går historien om Randers Lystfiskerforeningen længere tilbage end 1937. Foreningen har faktisk sin oprindelse i 1897, men på grund af økonomisk underskud midt i 30´erne måtte foreningen rekonstruere sig selv. Det blev med den samme formand, Rudolf N. Sørensen. Foreningen har haft en kvindelig formand gennem tiden – fra 1964 – 1966. Men foreningen er domineret af mandlige medlemmer – omkring 100 er der og kun tre kvinder.

Man kan kun få lov til at få en plads i den lille havn, hvis man er aktiv lyst- eller fritidsfisker. Men der er lang venteliste til de 49 pladser i bassinet, der er ca 800 kvadratmeter. Og det er stort set umuligt at få fingre i et hus.

“Husene går som regel i arv gennem generationer, og af de huse, der ligger her i dag, er flere mere end 30 år gamle. De er blevet flyttet med fra det sted, hvor vi lå tidligere – længere inde i havnen, der hvor Verdo ligger i dag”, fortæller Jan Lajer.

Han husker fra sin barndom hvordan hans farfar søndag morgen sagde, at nu kunne de godt gøre klar til åle-gilde om aftenen. Så gik de ud på fjord-isen, hakkede hul, og stangede ål i rigelige mængder og der var mere end nok til alle. Sådan er det ikke mere.

“For det første er der ingen is, du kan gå ud på, og for det andet er der ikke mange ål tilbage. Det kniber også med ørreder. Faktisk har vi et meget dårligt vandmiljø i fjorden på grund af iltsvind. Danmark har det andet dårligste vandmiljø i hele EU, siger en ny rapport. Og her i Randers står det rigtig slemt til. Der bliver simpelthen ledt for meget fosfor og kvælstof ud i vores fjorde og åer. Randers fjord ligger i det røde felt”, fortæller Jan Lajer.

Derfor havde de også journalister fra Danmarks Radio med ude på fjorden for tre uger siden, da mediet ville sætte fokus på problemet.

 

Skibsredder

En af de “heldige” der har fået en bådplads og hus, er Vagn Andersen. Han har en lidt større blå båd, som han ynder at sejle ud i med børn og børnebørn. Han har været “beboer” i fiskerlejet i ti år og er pensionist, som mange er hernede.

“Og så er han skibsredder”, griner Jan.

“Ja det er jeg – jeg reparere både – det får jeg en stor del af tiden til at gå med”, siger Vagn.

Altså skibsredder og ikke skibsreder.

Han nyder selskabet i det lille hemmelige sted, sammen med de andre medlemmer og store dele af dagen går med hyggeligt samvær imellem fiskeri og daglige gøremål.

Stedet har også en pladsmand – for der skal slås græs og tømmes skraldespande – vedligeholdelse af husene står ejerne selv for.

Freddy Loch har været pladsmand de sidste to år – han blev pensioneret fra sit job som gartner på Nordre Kirkegård for et par år siden og får nu tiden til at gå med at hygge sig blandt lyst- og fritidsfiskerne.

Der må kun være opført 18 huse, og de skal alle være sorte med bordeaux-rød vinduer eller døre, så der bliver et ensartet look og indtrykket af fiskerleje bliver bevaret. Det moderne kan godt holde sig væk.

“Der er dog kommet andre både i havnen end før i tiden, hvor der var træjoller. I dag har de fleste glasfiberbåde, der ikke kræver så meget vedligeholdelse ud over vask. Men motorskibe og sejlskibe får ikke lov til at komme herind”, fortæller Jan Lajer.

En flok padelboardere fik dog forleden lov til at ligge i bassinet, da de var uøvede og skulle træne i roligt vand.

“De kendte heller ikke stedet, så de blev meget overraskede over at se det. Men der er mange i Randers, der ikke kender os. Men du kommer jo heller ikke sådan lige forbi hver dag”, griner Jan Lajer.

Førhen kunne man faktisk gå dertil fra Romaltparken, men den vej er nu lukket af hegn – nok på grund af udflytningen af havnen.

 

På youtube

For to år siden kom Bubber forbi det lille fiskerleje. Han havde nogle år forinden været forbi en dag han skulle have tiden til at gå før et foredrag i Arena Randers. Han havde indprentet sig stedet og ville, da han var forbi med Cirkus Arena, se om stedet var bevaret.

“Han sejlede herud og besøgte os med sit videokamera, så han kunne lægge det på sin youtubekanal. Og stedet gjorde ved ham, hvad det gør ved mange andre. Rører noget helt specielt. For der er ikke mange steder tilbage. Han fortalte også, at han sjælden støder på nogen som os på sine mange ture rundt i landet. Og han kommer mange steder og har set det meste”, fortæller Jan Lajer.

Ja, her er skønt og stille – normalt. Men i øjeblikket må fiskerne finde sig i larm fra gravkørerne, der er ved at forberede udflytningen af Randers Havn. Det lille fiskerleje vil i fremtiden blive omgivet af havnen, men det har de været før, da de lå længere inde.

“Det er vi sådan set ligeglade med. Det har vi jo prøvet før. Bare vi får lov til at blive, hvor vi er. Vi passer jo bare os selv”, siger han.

I forhold til niveauet på den nye havn ligger fiskerlejet omkring to meter lavere. Det betyder også årlige oversvømmelser. Og det bliver hyppigere og hyppigere, fortæller formanden.

“Førhen var det en gang om året – nu er det fem-seks gange. Så jeg er ikke modstander af en klimabro og de klimatiltag som kommunen planlægger. Men jeg er modstander af den placering, som broen får – hvorfor ikke lave den længere ude, så den generer mindst muligt”, siger han.

“Og så vi også får glæde af den. For med den placering de vil have, betyder det at vandet vil samle sig her hos os, når de lukker af til den indre havn. Det vil betyder flere oversvømmelser for os”, siger han.

 

Ubudne gæster

Som så mange andre i samfundet har fiskerlejet også været samt af indbrud og tyveri fra tid til anden. Det stoppede dog med terrorsikringen af havnen, hvor der ikke længere var fri adgang. Men for et par år siden mødte der Jan Lajer et trist syn. Døren til det lille fiskerhus, som han har arvet fra sin far, var brudt op og alt fiskeudstyr, som han også havde arvet, var væk. Tyvene var kommet ind fra vandsiden og havde ryddet store dele for redskaber og udstyr.

“Det blev jeg virkelig ærgerlig over, for det kan ikke erstattes. Vi havde flere folk til at sidde og holde øje på nettet, for at se om noget blev sat til salg. Men det var væk”, fortæller han.

Siden har fiskeriforeningen fået installeret videoovervågning, der peger mod alle sider, så ingen kan komme usete ind på området.

“Vi kan endda zoome ind på bilerne på den anden side af fjorden og se nummerpladerne, hvis det bliver nødvendigt”, siger han.

Jan Lajers far, Thorkild Lajer var pladsmand i 20 år og døde for ni år siden. Han er et stort savn for Jan, og derfor bliver hans minde holdt i live i det lille fiskerskur med blomster og et billede. Og en gang om året mindes familien Thorkild ved indsejlingen til det lille havnebassin.

“Hans aske blev selvfølgelig også strøet i fjorden””, siger Jan.

Lystfiskerne mødes hver onsdag til klubdage, hvor der blandt andet snakkes om fluebinderi, wobler og andre lystfiskerting. Og så er der medbragt kaffe og kage og masser af snak i klubhuset, der er bygget på teknisk skole.

Jan har tit sin datter Camilla med på fisketur, og han håber, at hun vil blive medlem, når hun om et år fylder 16 år. Sønnen fisker knap så meget – det samme gør hustruen heller ikke.