I går blev snoren officielt klippet til åbningen af den nye børneby i Fårup.

Den nye børnehave er placeret i nyrenoverede lokaler i direkte forbindelse med skolen, så området nu kan kaldes en “børneby”. Der er også blevet plads til en flot ny legeplads.

Det, at institutionerne er samlet, betyder ifølge Randers Kommune, at de nemmere kan indgå i samarbejde på tværs.

Resultatet er blandt andet, at børnene får en mere flydende overgang fra børnehave til skole, fordi de på forhånd kender bygningerne, legepladsen, lærerne og nogle af de ældre elever.

Det betyder også, at man i højere grad kan deles om faciliteter – eksempelvis den nye legeplads, idrætssal mm.

“Skolen og børnehaven har allerede arbejdet sammen i et stykke tid, men nu hvor både børnehaven og ungdomsklubben har rykket ind i skolens bygninger, kan vi officielt sige, at vi har skabt en børneby, der kan fungere som et lokalt samlingssted for byens børn og unge,” fortæller borgmester Torben Hansen.