En 25-årig mand fik onsdag kl. 19.03 uventet besøg af Østjyllands Politi specialpatrulje, der troppede op på hans adresse i Randers SV. Her fandt betjentene en mindre mængde kokain og flere dopingmidler.

Sammen med de ulovlige stoffer lå der en række salgsposer og en digitalvægt, og den 25-årige blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

Og onsdag kl. 22.54 ransagede patruljen  en lejlighed i Randers C, da de havde mistanke om, at der var stoffer på stedet. Under ransagningen fandt betjentene noget hash og en ulovlig springkniv, og derfor blev den 35-årig mandlige beboer sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af knivloven.

I lejligheden sad en 20-årig mand og en 16-årig pige, som var på besøg. Da de begge havde en mindre mængde hash på sig, blev de også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Pigen blev efterfølgende kørt tilbage til den institution, som hun bor på.