Nu drømmer man om et bevægelseshus

 

Hornbæk Idræt & Kulturcenter slår i weekenden dørene op for offentligheden med et åbent hus-arrangement på Gl. Viborgvej, hvor Hornbæk SF Fodbold, krolfere, petanquespillere, minigolfspillere, dartspillere, cyklister og spejdere får fantastiske forhold.

Ja, der er også noget for dem der dyrker crossgym, går eller løber ture, eller dyrker e-sport.

Den projektansvarlige for hele komplekset, Peter Thorsen, har altid været HSF’er og har en lang lederkarriere bag sig.

Men i forbindelse med åbningen og indvielsen af HIKC slår han én ting fast:

”HIKC er ikke kun Hornbæk SF. HIKC er hele familiens og bydelens samlingssted.”

Siger Thorsen.

Og på HIKC kan man virkelig samles, for forholdene er fantastiske og tilbuddene mange.

”Der er masser af muligheder for hele familien. Kom og oplev det. Kom og mærk det,” opfordrer Peter Thorsen. Der – når HIKC er færdiggjort – havde regnet med at kunne trække sig tilbage til en tiltrængt og fortjent hvilepause.

Og dermed ikke ville være til rådighed for styregruppen for næste fase af, hvad de ønsker sig i Hornbæk-bydelen, der vokser og vokser.

Men – ikke overraskende – har Peter Thorsens ladet sig overtale til også at stå som projektansvarlig i bestræbelserne på om muligt at få realiseret og opfyldt endnu en Hornbæk-drøm.

 

Bevægelseshus

Mens man har fået Arena Randers i Sjællandsgade og snakker om hal med mere til små 90 mio i Dronningborg, har HIKC billigere ønsker.

Næste mål – eller rettere drøm – er et bevægelseshus på 20 x 40 meter.

Et hus med en træningshal til håndbold og samtidig et hus med springgrav til Hornbæk Gymnastikforenings medlemmer. Huset skal bruges til håndboldtræning – ikke til kampe. De skal fortsat spilles i Hornbækhallen.

”Det bevægelseshus kan realiseres for 15-20 mio,” mener Peter Thorsen.

”Og vi har allerede lovning på den første million, siger HSF-lederen.

De har i det hele taget været forudseende derude vestpå.

Således er parkeringsplads og alle installationer forberedt til næste projekt,” siger Peter Thorsen.

 

De har taget slæbet

Styregruppemedlemmer til fase 1. HIKC:

Anders Høgstrup, Allan Kobstrup, Jim Jensen, Edel Andersen, Kurt Helge Andersen, Flemming Lanng, Flemming Abildgaard, Tonny Andersen og Peter Thorsen.

 

Styregruppemedlemmer til fase 2, bevægelseshus/træningshal:

Anders Høgstrup, Allan Kobstrup, Sven Aaquist, Edel Andersen, Martin Krogh, Flemming Lanng, Flemming Abildgaard, Kristina Olsen, Kim Frydendahl Nørskov, Mikkel Lund med Peter Thorsen som projektansvarlig.