Værket er lige nu i gang med at opføre en ny scene i Ridehuset. Den skal sikre nogle af de koncerter især på spillestedet Turbinen, der ellers var i risiko for udskydelse eller aflysning. Det er målet at gennemføre så meget af efterårets program som muligt, siger musik- og teaterchef på Værket Mikael Qvist Rørsted

 

Værkets spillested Turbinen flytter til efteråret. Lige omkring 100 meter. Spillestedet under musik- og teaterhuset Værket rykker nemlig en række af efterårets koncerter op i den tidligere dragonkaserne, Ridehuset, et stenkast derfra.

Turbinen har haft en særlig udfordring med det nuværende forbud mod stående koncerter på spillesteder, og derfor har Værket valgt at bygge en ny scene i Ridehuset med siddepladser, der kan rumme de koncerter, der ellers ville være umulige at gennemføre på spillestedet.

”Vi vil sikre, at der stadig er store oplevelser for musikelskere og kulturinteresserede i Randers og rundt om. Også i en corona-tid,” siger musik- og teaterchef Mikael Qvist Rørsted.

 

Atter live-musik på tilværelsen
Under de nuværende corona-restriktioner er det ikke tilladt at afvikle stående arrangementer, mens arrangementer med siddende gæster maksimalt må afholdes for 500 publikummer. Værket og Turbinens programlæggere har gennem hele foråret og sommeren været i dialog med efterårets artister om at nå en løsning for at gennemføre de planlagte koncerter. Det betyder også, at Værket i nogle tilfælde slår dørene op til arrangementer for færre billetkøbere end beregnet, men det kompromis er man villig til at indgå, fortæller Mikael Qvist Rørsted.

”På trods af at vi går ned i kapacitet, ønsker vi at gennemføre. Som det ser ud nu, ender vi med at gennemføre omkring 90 procent af det planlagte program. Blandt andet ved at rykke Turbinen-koncerterne i Ridehuset,” siger han.

Scenen i Ridehuset tages allerede i brug fra næste uge, hvor Turbinen skyder efterårsprogrammet i gang med hele fire koncerter fra onsdag til lørdag. To allerede udskudte koncerter fra foråret med Peter Sommer og Annika Aakjær henholdsvis torsdag og lørdag bliver de første af Turbinens koncerter, der nu gennemføres for siddende publikum i Ridehuset efter alle sundhedsmyndighedernes forskrifter.

”Vi glæder os til endelig at kunne byde en masse tålmodige publikummer velkomne, og til vi alle igen kan få lidt live-musik på tilværelsen,” siger Mikael Qvist Rørsted og fortsætter:

”Værket er privilegeret med et alsidigt hus, der kan udnyttes på mange forskellige måder, og som gør os i stand til at afholde koncerter, hvor andre arrangører må aflyse eller udskyde,” siger han.

Han nævner også efterårets Jonah Blacksmith-koncert som et eksempel. Det populære band fra Thy skulle 6. november have spillet for et stående publikum i Ridehuset og sandsynligvis aflyses, men ved at rykke publikum ind i de polstrede sæder i Store Sal, får de alligevel mulighed for at opleve Jonah Blacksmith.

 

En mulighed at flytte flere
Musik- og teaterchefen ser det som en mulighed, at flere af efterårets arrangementer på Værket og Turbinen kan rykkes til en ny sal eller opstilling, såfremt artisterne stadig har mulighed for at gennemføre. I enkelte tilfælde må hele turnéer aflyses, og det vil betyde, at arrangementer på Værket og Turbinen derfor også må udskydes eller helt aflyses.

”Det er virkeligheden, som den ser ud nu,” fortæller Mikael Qvist Rørsted.

”Vi er stadig i løbende dialog med alle artister om at få så meget som muligt til at lykkes. Skulle der ske ændringer i programmet, vil man som billetkøber altid blive direkte kontaktet af Værket, ” siger han.